23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Ældre bygninger forvandles til børnevenlig tumleplads

Fredag var der rejsegilde på Bytoften 29 i Hvidovre, hvor Skou Gruppen er i færd med en gennemgribende renovering og forvandling af to ældre bygninger til topmoderne rammer for børn i daginstitutionen Bytoften.

Skou Gruppen samarbejder med arkitekter fra tegnestuen Vandkunsten og rådgivende ingeniører fra Wissenberg om projektet, der udføres for Hvidovre Kommune.

Med tilstedeværelse af Hvidovres borgmester Helle Adelborg, direktør Martin Skou Heidemann, Kurt Fjeldberg fra Wissenberg samt Hvidovre kommunes bygherrerepræsentant Robin Lybecher blev der fredag den 22. januar holdt rejsegilde på Bytoften 29.

Her skabes nu et tidssvarende rum for børn og voksne med respekt for kvaliteten i de eksisterende bygninger. Skou Gruppen har siden sommeren 2020 været i gang med en omfattende renovering af de to huse, der hører til nogen af Hvidovre Kommunes ældste.

Efter renoveringen skal de to bygninger danne ramme om hverdagen for 180 vuggestue- og børnehavebørn samt 40 medarbejdere, men en der er allerede i projekteringen taget højde for, at husene måske senere skal kunne bruges i helt andre funktioner.  

Skou Gruppen er hovedentreprenør på den meget omfattende ombygning og renovering i et tæt samarbejde med Tegnestuen Vandkunsten og Wissenberg A/S, som er rådgivende ingeniører.  

Nyt tag og nye rammer for mange mulige anvendelser

Direktør i Skou Gruppen, Martin Skou Heidemann, glæder sig over, at man er kommet så lang med projektet, at der kan holdes rejsegilde:

”Det er altid spændende, hvad der dukker op, når man renoverer gamle bygninger. Og i dette tilfælde viste det sig, at tagkonstruktionen på den ældste bygning måtte skiftes helt ud. Nu markerer rejsegilde, at tagkonstruktionen snart er færdig og forhåbentlig kan klare de næste 100 år,” siger han og fortsætter:

”Vi er meget glade for denne opgave for Hvidovre Kommune. Det er en fornøjelse, at ældre bygninger få nyt liv, og jeg er overbevist om, at det bliver et meget spændende byggeri, der kommer til at stå her. Der er taget højde for brugernes behov – det vil sige små børn – men det er også nogle fremtidssikrede løsninger, så bygningen har mange anvendelsesmuligheder i mange år frem,” siger Martin Skou Heidemann. 

Fra landsbyskole til tidssvarende institution på 1.700 kvadratmeter

Den ældste bygning er en rødstensejendom fra 1927, der blev opført som skole i det, der dengang var landsbyen Hvidovre. Siden har bygningen blandt andet fungeret som rådhus, politistation og bolig for flygtninge. Den anden bygning er fra 1940’erne.

Ombygningen tager udgangspunkt i de eksisterende bygninger, og særligt den ældste bygning, som er fredet, beholder det meste af sit udtryk. De to bygninger bindes sammen af en mindre forbindelsesbygning. I alt 1.700 kvadratmeter er omfattet af renoveringsprojektet. 

I den ældste bygning bliver der plads til fire stuer med tilhørende garderober og puslerum i stueplan og personalefaciliteter på første sal. Her kommer helt nyt tag og tagkonstruktion – foruden vægge loft og gulve.  

Bygning to skal rumme seks stuer med tilhørende garderober og puslerum samt et produktionskøkken. Her er der støbt helt nye fundamenter og bygningen er stort set bygget op fra bunden, men som en særlig detalje, skal der mures op med gamle mursten, som kommer til at harmonere med murværket på den ældste bygning.  

Som en ekstra detalje får forbindelsesbygningen mellem de to bygninger også en lille indendørs legeplads.

Byggeriet bygger på et tillidsbaseret samarbejde

Robin Lybecher, som er arkitekt og bygherrerepræsentant fra Hvidovre Kommune, siger om projektet:

”Med projektet på Bytoften skaber Hvidovre Kommune nyt liv på et sted, vi allerede har. Vi genbruger de bygninger, vi har til rådighed med fokus på at skabe moderne faciliteter. Der sker en stor udvikling i kommunen, og der er et stigende pasnings- og pladsbehov, og det prøver vi at finde gode løsninger på.” Han fortsætter:

”Bytoftens nye daginstitution bliver en sammenlægning af flere eksisterende hvor det bliver muligt for os at give børn og voksne nogle rammer af høj kvalitet, som også lever op til de pædagogiske målsætninger for vores daginstitutioner.”

Om samarbejdet med Skou Gruppen fortæller Robin Lybecker, at man arbejder tillidsbaseret og løsningsorienteret sammen og i en forståelse om, at man siger tingene, som de er:

”Vi har fundet en god måde at samarbejde på, som er god for alle og sikrer fremdrift i projektet,” siger han.

Gammel udenpå, ung indeni

Roland Hansen, som er byggeleder for Skou Gruppen, glæder sig over at være med i et projekt, der forener noget nyt og noget gammelt. Selvom han har været med i utallige renoveringer af ældre bygninger, rummer projektet på Bytoften også nye udfordringer:

”Der er noget helt nyt for mig i dette projekt. Her har vi en gammel bevaringsværdig bygning, som vi skal behandle nænsomt,” siger han og forklarer:

”Og så er der den anden bygning, hvor vi kun beholder kælderen og bygger helt nyt ovenpå. Jeg kan godt lide idéen med, at vi skal mure op i gamle mursten, så bygningerne begge to bliver ”gamle” uden på, men helt nye indeni. Det bliver spændende at se resultatet.”

Efter planen skal projektet være færdigt inden udgangen af 2021.

 

Skou Gruppen A/S
Kærvej 34
2970 Hørsholm
Hørsholm Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26654653
P nummer: 1002020845

Kontaktperson

Martin Skou Heidemann
Adm. direktør, Partner
+45 28358015 ms@skougruppen.dk

Send til en kollega

0.078