23948sdkhjf

Forbilledlig byggeproces og grønt fokus i seniorboliger

| Medlemsnyhed | Indrykket af Skou Gruppen A/S

Grønne tage, orangerier og fuld parkeringskælder er blot nogle af kvaliteterne i nyt vellykket byggeri til seniorer på Frederiksberg, der er udført af SG Totalentreprise.

Her kombineres bæredygtighed og et kompromisløst materialevalg med hjemlig hygge. Ydermere afleveres projektet et par måneder forud for planen på trods af en udfordret byggelogistik.

Kvalitet i materialevalget, gennemtænkte løsninger både ud og inde, minutiøs planlægning og så et forbilledligt samarbejde i hele processen. Det er opskriften på, at 46 grønne seniorboliger på Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg, står klar til indflytning to måneder før tid.

”Processerne og flowet i byggeriet og det kvalitetsmæssige niveau er lykkedes, fordi vi hele tiden har været proaktive og fundet løsninger, når der opstod udfordringer. Vi flyttede fx skurbyen tre gange i løbet af processen, og fordi der er fuld kælder til parkering under hele byggeriet, havde vi ikke ét sted til materialer og mandskab. Derfor skulle det hele planlægges ekstra grundigt,” forklarer udførende projektleder Robert Mayer, som også er direktør i SG Totalentreprise.

SG Totalentreprise har stået for byggeriet i totalentreprise. Bygherre er I/S Bernhard Bangs Allé 17a, der har udviklet projektet i samarbejde med arkitektfirmaet Form Danmark. og byggerådgiver Thormann A/S. Arkitektfirmaet har også været med i byggefasen. Landskabsarkitekten er Masu Planning, mens Oluf Jørgensen har varetaget ingeniørrådgivningen.

Grønne valg og kvalitet skaber leverum
Boligerne er opført og energimæssigt godkendt efter 2020A, og der er tænkt på seniorerne med god plads på alle badeværelser, to store altaner til hver lejlighed og elevatorer fra p-kælderen til lejlighederne og videre til tagterrassen.

”Der er tænkt rigtig meget over bæredygtighed, men også på at skabe et byggeri, der giver beboerne lyst til at komme hjem. Derfor er der ikke gået på kompromis i valget af materialet, og der er lagt energi i alt fra gårdmiljøet i organiske former til de to orangerier på tagterrassen og de grønne tage. Der er sågar grønne tage på cykelskurene,” fortæller Martin Skou Heidemann, adm. direktør hos Skou Gruppen, som er medejer af SG Totalentreprise.

Arkitekten bag byggeriet fremhæver også kvaliteten i byggeriet og de mange detaljer:

”Det har været vigtigt at skabe et friareal for beboerne udenfor og trække naturen tættere på. Da boligerne ligger meget centralt, er der ikke oceaner af plads i terrænet, derfor var løsningen en tagterrasse med to orangerier, hvor beboerne også kan nyde både foråret og efteråret i det fri. Af samme grund er lejlighederne udstyret med karnapper, hvor der er plads til enden af spisebordet, så oplevelsen er, at frokosten indtages i det fri,” siger arkitekt Michael Ditlev Daugaard, indehaver af Form Danmark, der fremhæver kvaliteten i materialevalget:

”Der er brugt byggematerialer, som jeg ville vælge i mit eget hus. Det er den kvalitet, der gør, at lejlighederne ikke bare er moderne og smarte, men også er hyggelige leverum,” siger Michael Ditlev Daugaard, der fremhæver at det ikke kun er det endelige resultat, der udmærker sig. Det gør processen også:

”SG Totalentreprise har gjort det helt fantastisk. Det er uden tvivl en af de bedste byggeprocesser, som vi har været del af. Det er jo et stort og meget komplekst byggeri med mange detaljer med græs, teglskaller, furer frem og tilbage, tagpap på terrassen og et stort dæk ovenpå garagen for blot at nævne et par få ting. Og det hele har kørt upåklageligt,” lyder det fra Michael Ditlev Daugaard.

Forbilledlig byggeproces
Bygherrerne Bent Friis og Erik Metellus fra I/S Bernhard Bangs Allé 17a ser også med stor tilfredshed på de 46 nyopførte boliger:

”Det er et outstanding flot byggeri. Jeg har bygget og været med i mange projekter, men aldrig et projekt så flot som dette,” siger Bent Friis, der suppleres af Erik Metellus:

”Der er ydet en fantastisk indsats, og det har givet et flot resultat, som vi alle kan være meget stolte af mange år frem.”

Den vurdering er SG Totalentreprise, som har leveret byggeriet, enige i:

”Lidt stolt har man vel lov at være,” lyder det fra udførende projektleder og direktør i SG Totalentreprise, Robert Mayer.

De 46 seniorboliger på Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg stod klar november 2020 to måneder før planlagt. På nær nogle få lejligheder, så er der fundet lejere til alle lejligheder, der er indrettet seniorvenligt. Samtidig gør lejlighedernes indretning og beliggenheden dem også attraktive som delelejligheder for studerende.

Fakta om seniorboligerne på Bernhard Bangs Allé på Frederiksberg:

·       46 seniorboliger på Bernhard Bangs Allé er mellem 70 og 150 kvadratmeter.

·       Samlet opføres ca. 4.650 kvadratmeter over terræn – dertil kommer parkeringskælder med bilelevator, der får plads til 51 biler.

·       Bebyggelsen tilpasses variationen i den eksisterende bebyggelse og brydes op i flere strukturer med forhus mod Bernhard Bangs Allé og baghus mod metrobanen.

·       Forhuset bliver i seks etager med saddeltag og fem etager med tagterrasse. Baghuset er nedtrappet en enkelt etage, men udføres ligeledes med saddeltag og tagterrasse.

·       Baghuset er delt i to bygningskroppe, der bindes sammen af en bro i fjerde sals højde.

·       Bygningerne opføres efter energikravene i BK2020 og der lægges vægt på grønne elementer både i terræn og på tagterrasser.

·       Bygherren I/S Bernhard Bangs Allé 17a har udviklet projektet i samarbejde med arkitektfirmaet Form Danmark og byggerådgiver Thormann A/S. Arkitektfirmaet har ligeledes været med i byggefasen, hvor SG Totalentreprise som totalentreprenør har haft ansvaret for udførelsen. Landskabsarkitekten er Masu Planning, mens Oluf Jørgensen har varetaget ingeniørrådgivningen.

Fakta om SG Totalentreprise
SG Totalentreprise er en entreprenørvirksomhed, der varetager totalentrepriser på bar mark for private investorer og offentlige udbydere. Robert Mayer står i spidsen for den daglige drift og projektledelsen af byggesagerne som SG Totalentreprises direktør.

Virksomhedens hovedejer er Skou Gruppen A/S. Derudover består ejerkredsen af Robert Mayer, Jesper Egund og Martin Skou Heidemann, hvor sidstnævnte er bestyrelsesmedlem. Jesper Rasmussen er bestyrelsesformand. 

SG Totalentreprises nøglepersoner har mangeårige erfaring og kompetencer fra tidligere gennemførte byggesager til at skabe kvalitetsbyggeri i totalentrepriser. Ledelsen i SG Totalentreprise har således i perioden 2006 til 2013 skabt ca. 190.000 kvadratmeter nyopførte og renoverede byggerier, hvor alle har været udført i total- og hovedentreprise. www.sgtotal.dk

Medlemsnyhed

Indrykket af
Skou Gruppen A/S

Kærvej 34
2970 Hørsholm
Danmark
Skou Gruppen A/S

Billeder & videoer

Send til en kollega

0.094