23948sdkhjf
Del siden
Annonce

SMV’er om Finanslov: 3 strikes og 1 out

Ny barselsfond for selvstændige, ingen ekstraskat på syge medarbejdere og fastholdelse af Bolig­Jobordningen viser, at partierne bag finansloven lytter til de små og mellemstore virksomheders behov.

Tredoblingen af arveafgiften er dog en rigtig dårlig nyhed for de 25.000 virksomheder, der står over for et generationsskifte.

”Det er en langt mere erhvervsvenlig finanslov, end jeg havde turde drømme om med de partier, vi vidste, der skulle bære aftalen igennem for regeringen. Selv Enhedslisten – som vi bestemt ikke plejer at rose efter en finanslovsaftale – har fået et andet syn på erhvervslivet og medvirket til at sikre nogle gode tiltag for de små og mellemstore virksomheder”,,siger vicedirektør Jakob Brandt i SMVdanmark og giver den samlede finanslov karakteren 10.

”Set med SMV’ernes briller vil jeg give karakteren 10 til partierne bag finansloven. Der er leveret et resultat, der på uddannelse, adgang til international arbejdskraft, barselsmuligheder for selvstændige og klimaet i høj grad imødekommer SMV’erne. Tredobling af arveafgiften trækker dog ned i den samlede vurdering,” siger han.

Barsel til selvstændige skal give flere iværksætterkvinder 
SMVdanmarks vicedirektør fremhæver særligt aftalen om at sikre barsel til selvstændige:

”Vi har brug for flere kvinder, der starter egen virksomhed – også mens de er unge. Og med øremærket barsel til mænd vil flere selvstændige mænd også tage barsel fremover. Derfor er en fair løsning, at selvstændige nu bliver sidestillet med alle andre på arbejdsmarkedet og får adgang til en barselsordning.”

Ekstraskat på syge medarbejdere er bare en dårlig idé
SMVdanmark har brugt meget krudt på at overbevise politikerne om, at forslaget om, at virksomhederne skulle betale for medarbejdernes første 40 sygedage – mod de eksisterende 30, var en dårlig idé. En undersøgelse blandt 1.500 medlemsvirksomheder viste, at øget arbejdsgiverbetalt sygdom vil få virksomhederne til i stort omfang at fravælge medarbejdere på kanten af arbejdsmarkedet. Faktisk i så stort omfang, at forslaget ud over en dårlig social profil også ville give underskud på de offentlige finanser.

”Det glæder mig umådeligt meget, at særligt De Radikale har holdt fast i, at forslaget om øget skat på syge medarbejder skulle ud af aftalen. Men generelt vil jeg sige, at jeg har oplevet nogle finansordførere, som har lyttet til SMVdanmark, når vi er kommet med vores syn på, hvad konsekvenserne af de forskellige forslag vil være ude i SMV’erne. Det er opløftende for folkestyret og styrker kvaliteten af lovgivningen,” siger Jakob Brandt.

BoligJobordningen er god for fællesskabet
”En finanslov handler ikke kun om nye tiltag, men også om at holde på eksisterende ordninger der fungerer. Og her må jeg sende en tak til Socialdemokraterne for at holde fast i BoligJobordningen. Den medvirker til at reducere det sorte arbejde og til at sikre, at flere boligejere klimarenoverer deres bolig – begge dele noget der gavner fællesskabet Danmark.”

Du kan læse resten af artiklen her.

 

SMVdanmark
Islands Brygge 26
2300 København S
Københavns Kommune
Danmark
CVR nummer: DK19519414
P nummer: 1002997380

Send til en kollega

0.062