Viega ansætter teknisk manager fra branchen
Asger Hansen, 27 år, er ansat som ny teknisk manager i Viega med start 1. august 2019.
Asger Hansen kommer med yderst relevant erfaring fra en stilling som teknisk rådgiver i Geberit, hvor han havde ansvaret for kontakten med de rådgivende ingeniører på Sjælland. Tidligere er han udlært som vvs’er og energispecialist hos Bedre Bad, hvor han har rådgivet og solgt vvs-produkter til slutbrugere.
Som ny teknisk manager får Asger Hansen fokus på rådgivere, entreprenører og boligselskaber i sit arbejde med at udvide Viegas markedsposition på Sjælland, hvor Asger Hansen har ansvaret for teknisk rådgivning og projekter.
Med sin stærke faglige baggrund kommer Asger Hansen til at styrke virksomhedens markedsposition indenfor drikkevandshygiejne og installationsteknik.
Som en del af den nordiske salgsorganisation skal Asger Hansen være med til at gennemføre virksomhedens ambitiøse mål. Ambitionen er at skabe yderligere vækst gennem innovative løsninger inden for drikkevandshygiejne, varme og installationsteknik.