Kl. er 7.30. Jeg sætter mig ind i bilen og begynder den lange køretur fra Aarhus til Svendborg. Jeg bemærker, at det er bidende koldt, og det blæser. Normalt ville turen gå til hovedkontoret i Silkeborg, men i dag skal jeg besøge en nedbrydningssag i Svendborg. Jeg har glædet mig, for det er ikke så tit, at jeg bevæger mig ud af kontoret, og jeg bliver da også lidt i tvivl, om jeg har fået nok varmt tøj med. På bagsædet ligger min Kingojakke samt sikkerhedssko og hjelm. Jeg glæder mig en lille smule til at tage det på, så jeg ser rigtig Kingoagtig ud.

Efter at have kørt i godt to timer nærmer jeg mig Jægermarken i Svendborg, hvor Kingos formand, Thomas Steen Rush, venter på mig. Det er ikke svært at finde parkeringspladsen ved byggeriet, som er fyldt op med Kingogrønne biler og skilte. Jeg drejer ind og hopper hurtigt i mit sikkerhedstøj og føler mig ret så prof. Så ringer jeg til Thomas for at høre, hvor jeg skal mødes med ham. Han guider mig hen til en ”skurby” ved det store renoveringsprojekt.

På førstesalen for enden af en trappe til en skurvogn står Thomas og vinker til mig. Som lovet har han en kop varm kaffe klar, og mens jeg drikker den, snakker vi lidt om sagen, som Thomas vil vise mig rundt på. Efter kaffen må vi til det. Jeg sørger for at få lynet Kingojakken godt op, og så begiver vi os ud i den kolde blæst.

Synet af den store boligblok med stilladser og håndværkere i alle afskygninger er imponerende. Umiddelbart ser det ret kaotisk ud med alle de fagfolk, som arbejder på kryds og tværs, men efter endnu et blik på sagen kan jeg konstatere, at alle kender deres rolle.

Thomas er som altid i smittende godt humør. Vi starter på bagsiden af boligblokken, hvor han lystigt fortæller om, hvad vi udfører af arbejde i de forskellige opgange. Efter han har ridset op, hvad der præcist skal foregå, begynder jeg at få svært ved at holde styr på alle informationerne. For hver eneste opgang skal der udføres forskellige ting, og jeg bliver lidt bekymret for, om jeg kan huske det hele til den artikel, jeg havde tænkt mig at skrive.

Jeg får fat i, at vi er i gang med den tredje boligblok ud af ti, og at vi skal foretage indvendig rydning af i alt 24 opgange. Thomas fortæller, at syv af blokkene skal strippes til råhus, hvoraf to af blokkene skal sammenlægges, så lejlighederne bliver større. Fem af blokkene skal gøres handicapvenlige, og derfor skal Kingo fjerne facader ved indgangspartier og skære hul i dæk til elevatorer. De resterende tre blokke skal moderniseres, hvorfor en lettere rydning er påkrævet. Hertil skal Kingo rydde køkken- og toiletfaciliteter og fjerne vand- og kloakinstallationer samt betondæk i badeværelser. Kingo skal også fjerne terrændæk i kældrene, hvor der skal gøres plads til elevatorer samt fjerne kloak-, vand- og varmeinstallationer.

Mens Thomas ivrigt fortæller, bevæger vi os op og ned og ind og ud i det store råkolde boligkompleks. Det er tydeligt, at Thomas kan se det nye moderne byggeri for sig, mens han fortæller. Jeg forsøger også at visualisere elevatorer, nye badeværelser og køkkener, der springer ud af det rå betonskelet, men har svært ved at se det for mig.

Inde i en af lejlighederne støder vi på Admasu Dibaba Sorecha. En smilende mand med masser af gåpåmod. Thomas præsenterer ham stolt som en af de mange praktikanter fra Byg til Vækst, som Kingo bl.a. har til at arbejde på sagen. Thomas fortæller, at Kingo har fastansat fem af praktikanterne, og at det hovedsageligt er dem, der udfører nedbrydningsarbejdet i Jægermarken. Det bliver jeg en smule imponeret over.

Admasu præsenterer sig høfligt, og vi aftaler at tale sammen efter rundvisningen. Thomas og Admasu udveksler et par skulderklap og nogle praktiske informationer, og så bevæger vi os videre i det labyrintagtige kompleks.

I en anden opgang støder vi på Jesper Bertung, som også har været i praktik hos Kingo gennem Byg til Vækst. Han er ligesom Admasu blevet fastansat på opgaven, så ham aftaler jeg også at mødes med efter rundvisningen. Det er tydeligt, at han lige nu har travlt med nedbrydningen, så Thomas og jeg sætter næsen mod skurvognen igen, så han kan få ro til at arbejde.

På vores vej tilbage møder vi et hav af mennesker, som Thomas hilser på. Gennem mine fem år som marketingkoordinator hos Kingo er jeg altid blevet taget godt imod på sagerne, men alligevel fornemmer jeg, at den her er lidt anderledes.

Mens Thomas snakker med en håndværker, tænker jeg over, hvad der gør denne sag mere speciel end de andre. Sagen har været fremhævet flere gange på kontoret, som et særligt godt eksempel, hvilket skyldes, at der har været omkring 30 praktikanter fra Byg til Vækst i jobtræning på opgaven. Et imponerende antal, som må have krævet mange ressourcer at indføre i regler, arbejdsgange, sikkerhed osv. Og så går det op for mig, at det er Thomas, som er energikilden til det hele. På vores vej ud og ind og op og ned ad boligblokken, har han spredt den mest positive og smittende energi, jeg sjældent har oplevet, og det er tydeligt, at denne er årsag til det fantastiske arbejdsmiljø, der er på pladsen blandt Kingos medarbejdere.

Da jeg senere taler med Admasu og Jesper i skurvognen, bekræfter de da også min opfattelse af, at Thomas er en yderst motiverende leder. Admasu fortæller, at Thomas giver ham selvtillid til at udføre opgaverne, og at han er glad for at arbejde hos Kingo. Han fortæller, at alle på sagen passer på hinanden og hjælpes ad. Jesper fortæller, at han havde nogle fordomme om byggebranchen, inden han startede, og at han blev overrasket over den positive kultur, der er hos Kingo. Han tildeler en del af roserne til Thomas, som han beskriver som tolerant og god til fremmede mennesker.

Efter en god lang snak med både Admasu og Jesper er jeg blevet en hel del klogere på, hvem de er, hvad de har med i bagagen og ikke mindst, hvordan man er en hamrende god leder. Thomas kommer igen ind i skurvognen. Vi skal lige afrunde besøget, inden jeg igen sætter kursen mod Aarhus. Over endnu en varm kop kaffe fortæller jeg imponeret Thomas om, hvad praktikanterne har fortalt mig. Jeg er lidt i tvivl, om det skyldes den kolde blæst, men jeg tror faktisk, at Thomas får lidt røde ører, mens jeg roser ham.

Thomas, som er en rolig og jævn midtjyde, fortæller beskedent, at han synes, at folk skal have en chance. Han tager én praktikant ad gangen, og han synes ikke, der går lang tid før, at de arbejder på lige fod med erfarne medarbejdere. Han fortæller også, at der selvfølgelig har været praktikanter, som ikke har følt, at arbejdet har været noget for dem, men han mener, at både frihed og ansvar er med til at motivere dem. Han fortæller også, at det er vigtigt for ham at lære dem godt at kende, og at de yder bedre, når de føler sig godt tilpas.

I bilen på vej tilbage til Aarhus er jeg fyldt op med gode indtryk fra dagen, og jeg glæder mig til at fortælle historien om ”hjertevarmen på den kolde sag i Jægermarken”, som jeg har tænkt mig at dedikere til Thomas.

Af marketingkoordinator Tine Ilsøe Wulff.