23948sdkhjf

Fem entreprenører atter inde i varmen

Fem store byggevirksomheder kan efter udelukkelse atter arbejde for Københavns Kommune
Allerede få uger efter at være blevet udelukket fra arbejde for Københavns Kommune på grund af kartelbøde, er fem store sjællandske byggevirksomheder atter lukket ind i varmen. De kan igen byde på opgaver for kommunen og anvendes som underentreprenører.

Det er Københavns Ejendomme, der står for drift og vedligeholdelse af alle kommunens bygninger, der fjerner de fem virksomheder fra den sorte liste. Det sker, fordi virksomhederne har gennemført såkaldt self-cleaning overfor Københavns Ejendomme.

De fem virksomheder er Elindco Byggefirma, Enemærke & Petersen, Ason, Øens Murerfirma og Jakon. De fire førstnævnte har allerede vedtaget bøder for overtrædelse af konkurrenceloven i forbindelse med kartelsagen, mens Jakon endnu ikke har accepteret det tilsendte bødeforelæg.

I en mail til Licitationen oplyser Jakons adm. direktør Stein Pettersen, at Jakon har implementeret et Compliance program, hvor alle funktionærer er blevet undervist i konkurrenceloven og har underskrevet et tillæg på, at de vil overholde gældende regler. Dette program er godkendt af Københavns Ejendomme.

Ifølge udbuds- og entreprisejurist i Københavns Ejendomme, Jakob Ellesøe Kirstein, har self-cleaningen bestået af tre punkter.

For det første har virksomhederne skullet bevise, at de har betalt erstatning for de eventuelle tab, de har påført Københavns Ejendomme. For det andet har de skullet påvise, at de har samarbejdet med Bagmandspolitiet om opklaring af sagerne, og for det tredje har de skullet dokumentere, at de har sikret sig, at lignende overtrædelser af konkurrenceloven ikke vil gentage sig.

- Der kan være tale om, at virksomheder har gennemført intern undervisning, at nøglemedarbejdere har indgående kendskab til konkurrenceloven og at man sikrer, at der er flere øjne på tilbudsgivningen, siger Jakob Ellesøe Kirstein.

Forberedt på situationen

Jakob Ellesøe Kirstein er glad for, at de fem virksomheder så hurtigt efter at have vedtaget kartelbøde har kunnet gennemføre en self-cleaning.

- En del af virksomhederne har formentlig været forberedt på situationen om at skulle levere dokumentation for at have gennemført self-cleaning og har ligget inde med materiale til bygherrer som os over deres forskellige tiltag. En del har uden tvivl gennemført nye procedurer, allerede da de for et par år siden blev konfronteret med overtrædelserne, siger han.

- For os har udelukkelsen ikke været en straffeaktion, men en understregning af, at det er noget, vi ser på med stor alvor, og at vi derfor vil have dokumentation for, at virksomhederne seriøst har ændret procedurer. Vi har som stor bygherre en interesse i, at der er konkurrence om opgaverne, og en langvarig udelukkelse af en række store entreprenører vil være usundt for konkurrencen. Vi er derfor glade for, at de første virksomheder har gennemført self-cleaning, siger Jakob Ellesøe Kirstein.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093