23948sdkhjf

Misforstået venlighed medfører millionbøde

Udveksling af egne priskalkulationer med konkurrent giver entreprenørfirma bøde på halvanden mio. kroner
I fem tilfælde har murer- og entreprenørvirksomheden Karl A. Hansen Entreprise A/S, Ishøj, givet en anden entreprenør oplysninger om egne kalkulationer til brug for tilbud. Det er i strid med konkurrenceloven og betyder, at virksomheden har fået og accepteret en bøde på 1,5 mio. kroner.

- Der har været tale om misforstået venlighed overfor en konkurrent, der har været i tidsnød i forhold til at give tilbud og ikke har villet skuffe en bygherre. Vi har ikke haft til hensigt at overtræde reglerne, men vi er klogere i dag og kan se, at det var dumt og forkert. Det må vi betale meget dyre lærepenge for. Vi synes, der er tale om en voldsom stor bøde i forhold til forseelsen, siger Søren Derby Hansen, der er murermester og adm. direktør i Karl A. Hansen Entreprise A/S.

Med bødevedtagelsen er Karl A. Hansen den ottende virksomhed, der har erkendt at have overtrådt konkurrenceloven i forbindelse med det såkaldte københavnske byggekartel.

- Vi erkender, at vi har overtrådt reglerne, men vi ser ikke os selv som deltager i noget kartel. Vi har ikke modtaget penge eller betalt til andre i forbindelse med tilbudsgivning. Ingen har tjent på det, og der er ingen bygherre, der har fået ekstraudgifter som følge af fejlen. Myndighederne har i forbindelse med ransagningen hos os gennemgået flere tusinde tilbud. Vi har i fem tilfælde givet vores egne priser til en anden entreprenør. Det er en fejl, og derfor har vi valgt at acceptere straffen, siger Søren Derby Hansen.

Sikret mod gentagelse

Siden virksomheden i 2011 fik besøg af konkurrencemyndighederne, er der blevet sat fokus på konkurrenceloven.

- Vi har indført et code of conduct, vi har gennemført kraftige ændringer i nogle af vores procedurer, og alle medarbejdere, der har med tilbudsgivning at gøre, er sat grundigt ind i konkurrencelovgivningen, så vi mener, at vi har sikret os imod, at vi kan komme i samme situation igen. Vi betragter os som en på alle måder redelig virksomhed, siger den adm. direktør.

Han erkender, at sagen pletter det image, virksomheden gerne vil have.

- Det efterlader mere end blot ridser i lakken. Det er bestemt alvorligt, men vi håber, at vi kan overbevise vores kunder om, at vi fortsat er værd at vise tillid, siger Søren Derby Hansen.

Selv om virksomheden i regnskabsåret 2013 blot præsterede et resultat på 640.000 kroner, forventer Søren Derby Hansen ikke, at den store bøde vil påvirke den daglige drift.

Der er tale om fem byggesager i perioden 2007-2010 med to offentlige bygherrer, to andelsboligforeninger og en pensionskasse. Karl A. Hansen A/S vandt tre af de fem licitationer.

Bøde på 450.000 kroner

Også tømrerfirmaet Kjell Pedersen Entreprise A/S, Søborg, har netop vedtaget en bøde på 450.000 kroner for i et enkelt tilfælde ved en tilbudsgivning at have udvekslet prisoplysninger med en anden virksomhed. Der er tale om tilbud på en opgave for Bygningsstyrelsen.

Det var torsdag eftermiddag ikke muligt at få en kommentar fra virksomhedens daglige ledelse, der ifølge andre i virksomheden er på vej på ferie. Virksomheden er julelukket frem til 5. januar.

I alt har Bagmandspolitiet sigtet 25 virksomheder i forbindelse med kartelsagen. Yderligere en sigtelse skulle være på vej.

Indtil videre har ni virksomheder og 11 ledende medarbejdere betalt bøder på tilsammen 17,8 mio. kroner. Forseelserne er foregået i perioden 2007-2011.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11