23948sdkhjf

Skou Gruppen vinder arbejde for Folketinget

Trods bødeforelæg fra Bagmandspolitiet i kartelsagen får Skou Gruppen kontrakt med Folketinget
Selv om Skou Gruppen A/S fortsat har en sigtelse for overtrædelse af konkurrencelovgivningen i forbindelse med den store kartelsag hængende over hovedet, er det lykkedes virksomheden at lande en kontrakt på 31 mio. kroner med Folketinget.

Skou Gruppens adm. direktør, Martin Skou Heidemann, har netop sammen med Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) skrevet under på kontrakten, der er en af Folketingets største renoveringskontrakter. Der er tale om renovering af lokaliteter uden for Christiansborg. De skal udføres de kommende 12 måneder med start straks efter nytår.

Skou Gruppen har i forbindelse med tilbudsgivningen ligesom de andre bydende skrevet under på en tro og love-erklæring om, at de ikke har vedtaget bøde eller modtaget dom i forbindelse med kartelsagen.

- Vi er enormt stolte over og glade for at have lavet kontrakt med Folketinget. Vi har et mål om at bygge for kongehuset, og det er jo tæt på, når vi nu skal arbejde for Folketinget, siger Martin Skou Heidemann.

Han er tilfreds med, at retssikkerheden er i orden, og at der ikke sker udelukkelse af virksomheder, der er sigtede i kartelsagen. Han fastholder, at sigtelsen i kartelsagen beror på en misforståelse. Han forsikrer, at hverken han eller virksomheden er skyldige i det, de er anklaget for.

Det eneste korrekte

Chefen for Folketingets byggesekretariat, Kasper Jacoby, bekræfter over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at man er opmærksom på, at Skou Gruppen er sigtet i den verserende kartelsag, og at sekretariatet i forbindelse med udbuddet bad alle tilbudsgiverne underskrive en tro og love-erklæring om, at de ikke har vedtaget et bødeforelæg eller modtaget dom i forhold til Konkurrencelovens kartelbestemmelser.

- Alle bydende skrev under, og vi kan ikke vurdere, om de sigtede er skyldige, og derfor har vi intet grundlag for at afvise at lave aftale med en af de sigtede. Det eneste korrekte er derfor at lave aftale med den tilbudsgiver, der har afgivet det økonomisk mest fordelagtige tilbud, siger Kasper Jacoby.

Han oplyser, at man vil se på den konkrete situation, hvis det under udførelsen af ordren skulle vise sig, at Skou Gruppen vedtager bøden eller bliver dømt.

- Men på baggrund af den juridiske rådgivning forestiller jeg mig ikke, at en sådan situation vil give anledning til at hæve kontraktforholdet, siger Kasper Jacoby.

Stiller stærkt hold

Skou Gruppen afgav det økonomisk mest fordelagtige tilbud i en licitation, hvor prisen udgjorde 60 procent af vægtningen, mens blandt andet virksomhedernes beskrivelse af, hvordan de ville gribe opgaven an, udgjorde den resterende del.

- Det var blandt andet vores ekspertise i udførelse af komplicerede renoveringsarbejder på steder med meget trange pladsforhold, der var udslagsgivende ved udvælgelsen. Det blev vægtet positivt, at vi kan stille et hold særdeles erfarne byggeledere og formænd med mange relevante referencer, siger Martin Skou Heidemann.

Han oplyser, tidsplanen er meget stram, og at der derfor bliver meget travlt på opgaven. Han forventer, at Skou Gruppen vil have op mod 25 mand på arbejdet.

Skou Gruppen udfører selv tømrer- og murerarbejderne, mens øvrige fag udføres med faste underentreprenører og samarbejdspartnere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141