23948sdkhjf

Ny boligaftale øger almene renoveringer markant

Regeringen har fredag fået flertal for en bred fire-årig aftale om renoveringsniveauet for den almene boligsektor med et markant højere niveau for renoveringer i både 2015 og 2016. Ros fra byggeriet
Fredag eftermiddag er det lykkedes regeringen, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten og De Konservative at indgå en ny aftale om Landsbyggefondens midler.

Med aftalen sikrer parterne et markant højere niveau for renoveringer i 2015 og 2016, end regeringen først havde lagt op til.

Begge år vil der blive afsat 4,2 milliarder kroner. Herudover afsættes 2,6 mia. kroner i 2017, 2,5 mia. kroner i 2018 og 2.3 mia. kroner årligt i 2019 og 2020.

By, bolig og landdistriktsminister Carsten Hansen (S), glæder sig over den fire-årige aftale.

- Det er en god dag for den almene sektor, som nu med en bred politisk aftale har sikkerhed for, at der forsat vil være et meget højt renoveringsniveau. Det er også en god dag for de tusinder håndværkere og byggearbejdere, der kan se frem til fast arbejde på de mange store renoveringer. Men frem for alt er det en god dag for beboerne i de mere end 50.000 boliger, som vi nu får renoveret, siger Carsten Hansen.

Med aftalen er der nu 18 mia. kroner til renovering af de almene boliger. Det rækker, ifølge Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, til at godt 51.000 boliger kan renoveres og giver beskæftigelse til 18.000 personer fordelt over årene frem til 2020.

Gavner mange

Selvom Dansk Folkeparti gerne havde set endnu mere renovering af almene boliger er partiet tilfreds med aftalen.

- Vi er alt i alt godt tilfredse, selvom vi gerne havde set mere renovering af boliger sat i gang, men det ville regeringen ikke være med til. Vi har sikret, at renoveringsrammen på det almene boligområde er sat op fra det oprindelige udspil på 2,8 milliarder til 4,2 milliarder i 2015 og 2016, siger Dansk Folkepartis boligordfører, Karina Adsbøl.

Hårdt tiltrængt

Chefanalytiker Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri kalder boligaften "hårdt tiltrængt".

- Sådan som det så ud inden aftalen, var der ikke meget at glæde sig over. Nu er man nået frem til et renoveringsniveau, der er 1,4 mia. kroner mere, end man lagde op til for 2015. Det så ud til, at byggebeskæftigelsen ville falde med 5.000 personer, men det her vil skabe noget ekstra aktivitet, siger han.

Sekretariatsleder i BAT-Kartellet, Gunde Odgaard, er også godt tilfreds med resultatet af aftalen.

- Udgangspunktet for forhandlingerne, så noget mere skrabet ud. Og derfor glæder vi os over, at de har fået vendt dagsordenen og holder en fortsat høj kadence i renoveringen af den almene boligsektor. Det er der brug for - både i forhold til beskæftigelsen og fordi den almene boligmasse trænger til et løft, siger Gunde Odgaard.

Aftalen sikrer desuden en indsats i forhold til de udsatte boligområder med fokus på tryghed.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094