23948sdkhjf

39-årig polak nægter grov afpresning af Solrød-familie

En 39-årig polsk håndværker nægter sig skyldig i grov afpresning af en familie i Solrød og en entreprenør.
Grov afpresning mod en familie og en entreprenør, vold, vidnetrusler, ulovlig våbenbesiddelse og dokumentfalsk.

Anklagerne mod en 39-årig mand fra Polen er mange, og håndværkeren nægter sig skyldig i afpresning ved Retten i Roskilde fredag. Han erkender dog at have haft en stor køkkenkniv med til et møde og at være i besiddelse af et falsk pas.

Sagen startede, da en familie fra Solrød Strand var utilfreds med det håndværksarbejde, som et entrepriseselskab havde lavet for dem.

Arbejdet gik i stå på grund af uenighed om arbejdet, og en polsk håndværker, den 39-årige mand, tilbød ifølge senioranklager Thomas Brædder fra Midt- og Vestsjællands Politi at hjælpe med at få oplysninger om arbejdet fra entreprenøren.

Den 39-årige mand gik i gang med at fikse uenigheden mellem familien og entreprenøren, men han brugte ifølge anklagen lidt for grove metoder i sit arbejde.

I en uge i sommeren 2013 afpressede den 39-årige mand ifølge anklageskriftet entreprenøren i telefonen eller over mail med trusler om vold, hærværk og frihedsberøvelse for at få udbetalt 10.000 kroner.

Beløbet steg ifølge anklageskriftet senere til 21.000 kroner og sidst 100.000 kroner, men han fik angiveligt intet ud af afpresningen.

Den 39-årige rettede derfor ifølge anklager Thomas Brædder sin opmærksomhed mod den familie, som han ville hjælpe til at begynde med.

Omkring nytår sidste år skrev den 39-årige ifølge anklageskriftet i breve og sms'er en række trusler til familien i Solrød. På ubehjælpeligt engelsk blev familie truet med ordene: "Hard core criminal. Don't try fuck!" og "Tink ebaut familie peace".

Familien skulle først betale 500.000 kroner, og senere steg prisen til en million kroner. Pengekravet blev fulgt op i en sms med, at familien skulle være klar til "Fuckin hard core stress".

Familien modtog også trusler rettet særligt mod faren med ordene: "after termin we fix contrakt for shot your fucken stupe head" og "sometimes bombs kill som familie".

Den 39-årige mand blev anholdt i januar, hvor faren havde aftalt et møde ved Solrød Centret. Politiet lå på lur og fandt en køkkenkniv med en klinge på 24,5 centimeter på den 39-årige.

Da den 39-årige kom på politistationen, udgav han sig for at være en anden, ligesom han var i besiddelse af et falsk pas.

Anklagemyndigheden kræver den 39-årige mand udvist fra landet. Der forventes dom i sagen senere fredag.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094