23948sdkhjf

Park skal sikre København mod monsterregn

Der har været fokus på såvel udendørstilbud til borgerne som på skybrudssikring i en idékonkurrence for udvikling af Enghaveparken.
Københavns Kommune har vedtaget en skybrudsplan, som overordnet beskriver, hvordan byen skal sikres mod oversvømmelse i forbindelse med kraftig nedbør. Med skybrudsplanen er det meningen at styre vandets vej gennem København og tilbageholde vandet, hvor det falder, og hvor der er plads.

Her spiller Enghaveparken på Vesterbro en stor rolle. Parken er fra 1928 og i forbindelse med en planlagt fornyelse af Enghaveparken skal der nemlig indarbejdes løsninger til skybrudssikring, hvor kommunen vil forbedre anvendelsen af parken med anlæg til tilbageholdelse af skybrudsvand, samtidig med at hverdagsregnen øger den rekreative værdi.

Planen er at indrette parken og området omkring, så regnvand fra vejene omkring parken bliver ledt ind i parken, ligesom regnvand fra tagene i området også løber ind i parken.

Vinder af idekonkurrence

Nu har Københavns Kommune så udpeget ingeniørfirmaet Cowi, arkitektfirmaet Tredje Natur og proceskonsulenterne Open Air Neighbourhood, som vinder af Teknik- og Miljøforvaltningens konkurrence om fornyelsen af Enghaveparken.

Forslaget vurderes som et inspirerende og nytænkende idéoplæg, der som en del af områdefornyelsen af Vesterbro lægger op til at klæde Enghaveparken på til de næste 100 års udfordringer i bydelen. Både når det kommer til skybrudssikring og muligheden for at opholde sig i byens rum.

- Fornyelsen af Enghaveparken kommer alle til gode. Helt praktisk vil den kunne aftage enorme mængder regn under fremtidens skybrud, og så kan den hjælpe med at højne livskvaliteten for Vesterbroborgerne, når den får et løft, hvor der bliver plads til den mangfoldighed, Vesterbro er kendt for, siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL), i en pressemeddelelse.

100-års regn

Parken vil ifølge forslaget i fremtiden kunne sikre bydelens kældre imod såkaldt 100 års-regn som en del af byens skybrudsplan.

Med sin grundform som en slags kæmpe fejebakke vil Enghaveparken kunne opmagasinere op til 26.000 kubikmeter regnvand, som efter et skybrud langsomt kan tømmes til kloakken.

Enghaveparken ligner i det vindende forslag overordnet sig selv - og dog: Parken er nemlig udformet, så den på sigt vil kunne rumme store mængder regnvand. Den overordnede struktur med trærækker og hække er bevaret - det samme gælder de små hyggelige rum, som i øvrigt er meget værdsat blandt de lokale beboere.

Moderne hverdag

Rummene bliver dog fornyet, så de er tilpasset en moderne hverdag for vesterbroere i alle aldre og alle sociale lag, både til hverdag og fest. Således finder man i den nye park blandt andet et boldspilsareal med publikumspladser, et springvand - der kan bruges til leg, en rosenhave, og en bibliotekshave hvor der er plads til ro og fordybelse.

Noget som Morten Kabell, som selv har boet på Vesterbro, ser som en nødvendighed for området:

- Vesterbro er et af de steder i København, som har færrest grønne områder pr. kvadratmeter, og derfor er noget, jeg prioriterer højt at værne om og gøre tilgængeligt for alle. Byens rum skal bruges og bruges af alle, og det bliver Enghaveparken et godt eksempel på, siger Morten Kabell.

Bygningerne i den gamle park er tegnet af arkitekt Arne Jacobsen. I juni 2014 bevilgede A.P. Møller Fonden 11 mio. kroner til renovering af disse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093