Ny vejledning giver troværdige energiberegninger
Der kan være stor forskel på teoretiske energiberegninger og det faktiske energiforbrug til stor frustration for både rådgiver og bygningsejer. Ny branchevejledning har fokus dels på, at energiberegningerne bliver troværdige, dels på at optimere samarbejdet mellem bygningsejer og rådgiver
- Erfaringer viser, at der ofte er store usikkerhed forbundet med bestemmelse af energiforbrug og energibesparelser. Usikkerheden udgør en barriere for at gennemføre energirenoveringerne, da troværdigheden omkring de forventede besparelser ikke er høj nok.
Derfor tager branchevejledningen udgangspunkt i en proces, hvor bygherre (bygningsejer) og rådgiver opbygger en fælles forståelse af behov og de forudsætninger, som har indflydelse på forventningen til energibesparelserne. Det er især vigtigt, at der kommer fokus på de usikkerheder, som er forbundet med beregningerne, fx brugeradfærd og faktisk drift af bygningen, så der er konsensus omkring rammer og ikke mindst forventninger, så energirenoveringen bliver en positiv oplevelse for både bygningsejer og rådgiver.
Tæt samarbejde
Branchevejledningen består af to dele den ene del er udarbejdet til bygningsejerne og er en vejledning, der kommunikerer de faktiske og uundgåelige usikkerheder og giver input til, hvordan man som bygningsejer bruger denne viden. Den anden del af vejledningen består af en metode, som er udviklet af SBi i et tæt samarbejde med nogle af branchens skarpeste energirådgivere. Metoden tager udgangspunkt i energiberegningsprogrammet Be10, men korrigerer dataene så der bliver regnet på faktiske forhold frem for standardværdier som bruges ved overholdelse af lovkrav. Metoden, der er henvendt til professionelle parter inden for byggeri, adskiller sig ved at beregne median og forventede best- og worst case scenarier for et fremtidigt energiforbrug.
Praktiske erfaringer
En af de praktikere, som har deltaget aktivt i branchevejledningen, er kompetencechef Steffen E. Maagaard fra det rådgivende ingeniørfirma MOE A/S. Som rådgivende ingeniør har han oplevet et stort behov for den nye branchevejledning, som er en metode til at give en realistisk forventning, med den tilhørende usikkerhed, til et kommende energiforbrug efter en renovering.
- Det er vigtigt for os som rådgivere, at der er en forventningsafstemning mellem os og kunden og særligt i forhold til de usikkerheder, som er en uundgåelig del af energiberegningerne. For bygningsejeren er det vigtigt at forholde sig til, at uanset hvor præcist en bygnings energiforbrug kan beregnes, så er resultatet af en energiberegning ikke blot et tal, men et spænd og et estimat for, hvad energiforbruget vil være. Det spænd og det estimat kan så gøres mindre ved at lave undersøgelser og antage forudsætninger sammen med kunden, men der vil altid være en vis usikkerhed til stede bl.a. pga. brugeradfærd. Den branchevejledning vi har udarbejdet er et redskab til at kvalificere energiberegningerne og så er det et væsentligt input til bygherrerne om, hvad de kan forvente og ikke mindst, hvilke overvejelser de skal gøre sig forud for en energirenovering, siger Steffen E. Maagaard.