Stabilitet i byggebeskæftigelsen
Udviklingen i beskæftigelsen er stabil. Det viser den seneste opgørelse, men der er langt fra tale om fuld beskæftigelse, mener cheføkonom
Ikke fuld beskæftigelse
I Dansk Byggeri siger cheføkonom Bo Sandberg:
- På det seneste har man bl.a. fra Nationalbanken kunne se påstande om, at bygge- og anlægsbranchen er tæt på fuld beskæftigelse og fuld kapacitetsudnyttelse. Dagens tal fra Danmarks Statistik maner effektivt denne vandrehistorie i jorden, siger han.
Med en byggebeskæftigelse på 148.500 personer, ligger branchens aktivitetsomfang i øjeblikket stabilt på et lidt højere niveau end i de foregående år,:
- Men det ligger betydeligt under de ca. 160.000 personer, der i snit har været beskæftiget i bygge- og anlægsbranchen de seneste 15 år, dvs. både i opgang- og nedgangstider. Og milevidt fra de næsten 190.000 beskæftigede, der var under boligboblen i 2007, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Storm og store projekter
Det er især stormskaderne, men også et ganske højt offentligt anlægsomfang, der bidrager til et beskæftigelsesomfang, der ligger ca. 4.500 personer højere end sidste år, siger Bo Sandberg.
I Dansk Byggeri forventer man tilmed faldende byggebeskæftigelse i 2015, når de midlertidige effekter af stormskaderne klinger af, og når Boligjobordningen nedlægges med en forventning om 5.000 flere ledige håndværkere til følge.