23948sdkhjf

Dele af byggepolitisk strategi er lagt frem

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) løftede på DI Bygs årsdag lidt af sløret for regeringens længe ventede byggepolitiske strategi
Byggeriet i Danmark skal være mere konkurrencedygtigt.

Det var et af kernebudskaberne, da klima-, energi- og bygningsminister, Rasmus Helveg Petersen (R) i denne uge gæstede DI Bygs årsdag og fra scenen løftede en lille del af sløret for regeringens byggepolitiske strategi.

Den samlede strategi vil først blive præsenteret fredag den 7. november, men allerede nu har Klima-, Energi- og Bygningsministeriet offentliggjort flere delelementer.

Den byggepolitiske strategi indeholder 34 indsatser fordelt på fem hovedområder. Strategien bygger - ifølge ministeren - videre på forårets vækstpakke, der havde til formål at lette livet for virksomhederne.

Rasmus Helveg Petersen tøvede ikke med at kalde strategien for “en ambitiøs strategi, der rækker langt ind i fremtiden".

Licitationen - Byggeriets Dagblad ser her nærmere på, hvad vi indtil nu ved om strategien.

Revision af AB-systemet

Allerede i sidste uge meldte klima-, energi- og bygningsministeren ud, at det over 20 år gamle aftalesystem, AB-systemet, skal moderniseres.

Det nuværende system er baseret på en forældet forståelse af byggeriets processer og aktører. Det vanskeliggør planlægningen, skaber forsinkelser og medfører mange tvister og uenigheder, der ender i dyre og tidskrævende voldgiftssager.

Systemet er samtidig svært uigennemskueligt for udenlandske virksomheder, som vælger at holde sig væk fra opgaver i Danmark. Det fordyrer dansk byggeri markant. Klima-, energi- og bygningsministeren nedsætter derfor et udvalg bestående af byggeriets parter, så systemet kan internationaliseres og moderniseres.

Målet er at lave et enkelt system, der er internationalt genkendeligt. Aftalesystem skal understøtte byggebranchens nye og innovative samarbejdsformer, holde transaktionsomkostningerne nede og give større klarhed i ansvarsfordelingen.

Det nye aftalesystem bidrager ifølge ministeren til, at danske og udenlandske virksomheder kan konkurrere på lige vilkår. Derved bliver byggebranchen bedre rustet til at konkurrere internationalt og får således nemmere ved at vinde globale markedsandele. For at bruge ministerens egen formulering så er “de mange tvister som en myggespray med til at holde udenlandske virksomheder væk".

Regelforenkling

En del af strategien handler om regelforenkling og øget harmonisering.

Regler er nødvendige til at sikre et sundt og sikkert byggeri, men skal ikke komplicere tingene og gør byggeriet unødigt dyrt. Der skal ikke være særlige danske krav til byggevarer - med mindre det er nødvendigt af hensyn til sundheden eller sikkerheden.

Ifølge ministeren, har en harmonisering store fordele for dansk byggeri. For det første får danske virksomheder lettere ved at afsætte deres produkter på det udenlandske marked, hvis kravene er ens.

For det andet får danske bygherrer mulighed for at vælge mellem flere danske og udenlandske leverandører. Det øger konkurrencen til gavn for bygherrerne, forbrugerne og samfundet.

Offentligt byggeri

Det var ikke meget byggeriets minister fortalte om, hvilken rolle det offentlige spiller i strategien.

Rasmus Helveg Petersen sagde dog følgende:

- Vi vil gerne se på, om statens evne til at være bygherre er god nok, eller om det skal samles i mere professionelle enheder. Vi vil også se på kommunerne. Den tekniske byggesagsbehandling er fordelt ud over 98 kommuner, der hver har sin tilgang til byggesagsbehandling, der ofte kan være besværlig.

Direkte adspurgt om det betyder en centralisering, hvor opgaven fordeles på færre hænder, svarede ministeren:

- Det kunne godt være en mulighed.

Men han ønskede ikke at uddybe det.

Bæredygtigt byggeri

Bæredygtighed kommer til at spille en betydelig rolle i den kommende strategi.

I går meldte ministeren ud, at byggebranchen mangler en officiel definition af, hvad bæredygtigt byggeri er.

Derfor indgår udarbejdelsen af en frivillig bæredygtighedsklasse i strategien. Den skal give hele byggesektoren en fælles forståelse af, hvornår et byggeri er bæredygtigt.

Initiativet skal samtidig inspirere branchen til at bygge mere bæredygtigt i fremtiden. Der vil blive nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på, hvilke elementer der skal indgå i den frivillige bæredygtighedsklasse, og hvordan de konkrete krav skal udformes.

Medlemmer af arbejdsgruppen forventes, ud over repræsentanter fra Klima-, Energi- og Bygningsministeriet, Miljøministeriet og Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter, at være repræsentanter fra branchen og relevante videninstitutioner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.091