23948sdkhjf

Flere unge skal finde en praktikplads

Undervisningsministeriet har sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og LO lagt sig fast på udmøntningen af midler afsat i vækstpakken 2014 til initiativer, der skal styrke det praktikpladsskabende arbejde på erhvervsskolerne
Der skal sættes bedre ind over for de elever, som er gået i stå i deres erhvervsuddannelse, fordi de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik.

Det er et af hovedelementerne i en ny aftale, som Undervisningsministeriet har lavet sammen med Dansk Arbejdsgiverforening og LO. Aftalen baserer sig på udmøntningen af i alt 95 mio. kroner i år og næste år, der blev afsat i vækstpakken i juni.

Aftalen betyder, at landets erhvervsskoler og praktikcentre får 55 mio. kroner til at ansætte flere praktikpladskonsulenter.

Samtidig skal praktikcentre og skoler i en forsøgsperiode tilbyde helt små virksomheder administrativ hjælp til at oprette praktikpladser. Undervisningsministeriet forlænger desuden sit nuværende tilbud om startpakker og hotline for nye virksomheder, som ikke tidligere, eller ikke i en årrække, har haft ansat elever.

- Vi har de seneste år taget en række initiativer, for at flere elever kan færdiggøre deres erhvervsuddannelse med praktik hos en arbejdsgiver. Desværre er der fortsat mange, der ikke kan finde en ordinær praktikplads. Med de nye tiltag vil endnu flere komme ud på landets arbejdspladser i løbet af deres uddannelse. Enten med en ordinær praktikplads eller gennem kortere forløb via praktikcentret, siger undervisningsminister Christine Antorini (S).

Indkaldes til samtale

For at forbedre vejledningen af de praktikpladssøgende elever indkaldes samtlige elever i praktikpladssøgekøen til en samtale på erhvervsskolerne for at få belyst, hvorfor de hverken er i praktik i en virksomhed eller i skolepraktik.

Målet er at få eleverne til at gøre brug af alternative uddannelsesmuligheder eller finde ud af, om eleverne fortsat bør være registreret som praktikpladssøgende, når de ikke er aktive på uddannelsen.

Derudover igangsætter ministeriet en informationsindsats, som skal skabe fokus på beskæftigelsesområder, hvor der er ledige praktikpladser og lav søgning fra elever.

- Vi er meget tilfredse med, at indsatsen på praktikpladsområdet intensiveres allerede inden jul. Den særlige bevilling skal hjælpe erhvervsskolerne med at sende flere praktikpladskonsulenter på besøg hos praktikvirksomhederne. Det er ofte det direkte besøg på en virksomhed, der fører til en ekstra praktikplads. Samtidig sætter vi mere fokus på de mange elever, der ikke gør brug af muligheden for at fortsætte deres uddannelse i et praktikcenter, og får et mere nuanceret billede af, hvem der søger praktikpladser, siger Henrik Bach Mortensen, der er direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Hurtigt i gang

Midlerne forventes at blive udmøntet allerede i november, så de forskellige initiativer kan blive sat i gang hurtigst muligt. Som led i reformen af erhvervsuddannelserne fortsætter Undervisningsministeriet sin dialog med arbejdsmarkedets parter med henblik på at finde yderligere initiativer, som kan skabe endnu flere praktikpladser.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094