23948sdkhjf

Teknikentreprenør med store ambitioner

Caverion har haft nogle år med skrammer i regnskabet, men kursen er rettet ind og strømpilen går den rigtige vej. Nye forretningsområder og fokus på indtjening skal hjælpe til
Det har været nogle hårde år, men nu er skuden ved at blive rettet op hos landets fjerdestørste teknikentreprenør, Caverion.

Caverion, der for et år siden ændrede navn fra YIT og er en del af den finske koncern Caverion med 18.000 medarbejdere i 13 lande heraf 1.000 i Danmark, har i flere år kæmpet med dårlige resultater.

En enkelt stor aktivitet har dog kunne holde regnskabet nogenlunde i hus, nemlig en dominerende position på Lindøværftet i Munkebo, hvor selskabet stort set havde alle service- og installationsopgaver på hele værftsområdet.

Teknikentreprenørselskabet var ved lukningen af Lindø for to år siden nødt til at gøre noget. Nu kunne de dårlige driftsresultater ikke længere gemmes under skørtet på Lindø, der gav gode penge.

Noget skulle gøres

Noget måtte gøres, og det blev så den nye adm. direktør Peter Rafns opgave at få rettet skuden op, og så sat nye aktiviteter i søen, der igen kan generere overskud på bundlinien.

- Der skulle tages godt fat, og vi er langt fra færdige endnu. Vi fik kigget på organisationen og har slanket vores administration betydeligt, så der er bedre balance mellem de der udfører jobbet, og de der sælger og administrerer, fortæller Peter Rafn, der selv har en fortid i IT- og telebranchen, herunder en årrække i TDC i Danmark og udland, samt senere det kendte NetDesign i seks år.

Vi møder ham på Literbuen i Skovlunde, hvor firmaet bor.

- Det er meget dyrt, når projekter ender i voldgifter og retssager. Dem har vi som andre i branchen haft vor part af, og det skal vi have ryddet op i, hvad vi er rigtigt godt i gang med. Vi har haft nogle projekter, der er endt i retslige opgør, men det er vi dog ved at have nogenlunde styr på. Senest - og det er meget nyt, har vi netop indgået et forlig med et tab på 34 mio. kroner. Så jo, vi er også ramt af Pihl-konkursen, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tråde til Pihl-konkurs

Sagen er faktisk 10 år gammel og drejer sig om et meget omtalt kraftværk på Grønland. Da man var partner med Pihl & Søn på projektet, hæfter man også solidarisk.

- Nu har vi fået styr på det, og sagen er afsluttet. Men det vil kunne ses i regnskabet for indeværende år, siger han.

Om den fremtidige udvikling siger han:

- Vi har klart nogle forcer for så vidt angår marinedelen. Her har vi store kompetencer, og vi har valgt at arbejde intensivt med at opbygge denne del af vores forretning. Vi kender for eksempel en stor del af de installationer, der er lavet på skibene gennem årene, og her arbejder vi med en vis succes på at få serviceaftaler i hus, så vi står for den del. En del af vores kerneydelse på dette felt er blandt andet landstrømscontainere, som er lige til at sætte op på et skibsdæk, så er der strømforsyning til alle skibets funktioner, mens det ligger i havn, fortæller han.

- Vores offshore-afdeling, der primært opererer i Esbjerg, har godt fat i hele den del af marine-aktiviteterne, fortæller han.

Caverion er opdelt i tre aktiviteter, når det gælder bygningsservice. Det drejer sig om projekter, service og servicemanagement. Sidstnævnte rummer de store aftaler, som for eksempel med Danfoss.

Også her er der sket en fokusering på de enkelte områder, som også langsomt begynder at vise resultater.

- Vi er naturligvis i hård konkurrence, men det kan vi godt leve op til. Der er andre dygtige aktører i markedet, men vi kan også. Et meget spændende nyt projekt er det store OPP-projekt på Kalvebod Brygge, som vi skal lave sammen med A. Enggaard. Det synes vi er rigtigt spændende, fordi vi som teknikentreprenør kommer med i projektet fra start. Det giver nogle helt andre muligheder for at få indflydelse på den måde, der skal arbejdes på, samt på hvilke løsninger der vælges. Derfor kan vi godt lide at arbejde med OPP-projekter, siger han.

Fjerdestørst i Danmark

Målt på omsætning ligger Caverion som den fjerdestørste teknikentreprenør i Danmark. Foran ligger Kemp & Lauritzen, Wicotec-Kirkebjerg samt Bravida. Caverion er skarpt forfulgt af Lindpro, Intego og Brøndum.

- Vi skal nå nogle mål, siger den energiske direktør, der også har sæde i koncernbestyrelsen.

Han har fremlagt en plan og en strategi for, hvad der skal nås, og hvordan det skal nås, og ambitionerne er på plads:

- Vi ønsker at gå op i markedet og lidt væk fra de helt små opgaver og i stedet koncentrere os om projekter, hvor vore medarbejdere taler med på direktionsniveau om beskyttelse af ejendomsværdi og optimering af produktionen. Det er vi som virksomhed klar til, og det adskiller også vores virksomhed fra konkurrenterne, siger han til Licitationen.

Han har et mål om at doble omsætningen til to mia. kroner inden udgangen af 2017. Det skal ske gennem opkøb sammen med et vækstmål på 10 procent på forretningen. Og der skal hele tiden være fokus på indtjeningen, og her er målet at nå de seks procent (EBITDA).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14