23948sdkhjf

Ny vejlov skaber bekymring

Høringssvarene til udkastet til en ny vejlov viser, at der stadig er punkter som kommuner og erhvervsliv ikke er tilfredse med
Transportminister Magnus Heunickes (S) udkast til en ny lov om offentlige veje har kastet en lang række høringssvar af sig.

De i alt 26 høringssvar vidner om, at der trods ændringer i udkastet stadig er en række punkter, der bekymrer kommuner og erhvervsliv.

Et af høringssvarene kommer fra Dansk Metal, der er uenige i, at vejmyndighederne skal have mulighed for at opkræve gebyrer for behandling af graveansøgninger. Det mener Dansk Metal kan betyde en væsentlig meromkostning for virksomhederne.

- Det er betænkeligt, at det kommer på et tidspunkt, hvor hver eneste omsætningskrone og arbejdsminut skal vendes for at få produktiviteten til at slå til, og hvor en ny IKT-infrastruktur (anlæg, udstyr og systemer, red.) er en væsentlig del af at øge vores produktivitet. Der bør derfor ikke lægges bånd på de firmaer, som skal udføre helt nødvendige infrastrukturinvesteringer, står der i organisationens høringssvar.

Hos Kommunernes Landsforening (KL) har man også noteret sig de ændringer, som lovforslaget lægger op til i forbindelse med gravetilladelser. Her er det dog ikke gebyrer, der bekymrer kommunerne med derimod de krav, der stilles til ansøgninger.

- KL er betænkelig ved forslaget om, at transportministeren kan fastsætte regler om de krav, der kan stilles i forbindelse med ansøgninger om gravetilladelser, og om at visse typer gravearbejder kan undtages fra kravet om gravetilladelse, skriver KL i deres høringssvar.

Også DI har givet deres mening om lovudkastet tilkende. Organisationen er især optaget af fremkommeligheden på de danske veje, mens gravearbejdet står på.

- Det er i erhvervslivets interesse, at der en god fremkommelighed på vejnettet, herunder ved at sikre en hurtig og effektiv afvikling af bygnings- og ledningsarbejder. Det er imidlertid også i erhvervslivets interesse, at man ikke får skabt administrative og økonomiske barrierer for udrulning af eksempelvis it-infrastruktur. Dansk erhvervsliv har brug for en høj grad af både trafikal og digital mobilitet. For DI er det afgørende at sikre balance mellem hensynet til god fremkommelighed på vejnettet og behovet for gravearbejder, så borgere og virksomheder kan blive forsynet med vand, gas, kloak, el, kraft, fjernvarme, telefoni, it og tv, skriver arbejdsgiverorganisationen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11