23948sdkhjf

Tvangsblandere er “Made in Børkop"

Tvangsblander- og transportbånd-producenten Baron er træt af at blive slået i hartkorn med konkurrenter der producerer i Fjernøsten
- Vore produkter er ikke fra Kina, Vietnam eller Indien. De mærker af tvangsblandere og transportbånd, som vi måles med, henter typisk komponenterne i Fjernøsten. Nogle henter hele produktet der. Det er et problem, at vi bliver slået i hartkorn med andre. Mange vejer os på samme vægt som alle andre i branchen. Det er ikke rimeligt, når Baron jo i bund og grund er "Made in Børkop".

Rune Harbo og Anker Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at de ikke har samme fidus til produkter fremstillet i det fjerne Østen som tilsvarende ting, der er skruet sammen i Europa. Sammen ejer de fabrikken Baron i Børkop mellem Vejle og Fredericia, som producerer tvangsblandere og transportbånd.

- I mange tilfælde kan produkter fra Fjernøsten jo være af udmærket kvalitet. Men vi mener nu, at det giver en helt anden sikkerhed, når vi har produktionen tættere på. Derfor er vore transportbånd fuldt og helt "Made in Børkop". Baron-tvangsblanderne er designet og konstrueret her i Børkop og bliver produceret i Europa. Vores fabrik i Polen tager sig af metalforarbejdningen og montagen, og vi bruger gear og el-komponenter fra Tyskland og motorer fra Italien, fortæller Rune Harbo.

Europæisk kvalitet

- Vi arbejder med et produktområde, som tidligere var kendetegnet ved høj kvalitet. Nu kan vi imidlertid se, at andre producenter henter flere og flere dele hjem fra Fjernøsten. Nogle vælger at få hele tvangsblanderne lavet derude og sætter i virkeligheden bare et produktnavn på. Vi mærker den negative afsmitning af, at andre i branchen får produceret i Fjernøsten. Det har vi det ikke godt med, forklarer Rune Harbo.

- Kvaliteten fra Fjernøsten når på ingen måde den, vi har med tyske gear, italienske motorer og el-dele fra Tyskland. Det er europæisk kvalitet, som vi kan stole på. Det skal det også være, for vore produkter udsættes jo for hårdhændet behandling.

Selv om Baron-produkterne muligvis er lidt dyrere end tvangsblandere og transportbånd fra "de andre", har Børkop-virksomheden vind i sejlene.

- Vi har været i drift i nu otte år, men har aldrig haft ambitioner om at blive en kæmpevirksomhed. Vi drager store fordele af den fleksibilitet, som vi har som en mindre virksomhed. Det giver os blandt andet mulighed for hele tiden at gå efter de bedste komponenter. Og så kan vi produktudvikle ved at "have øret på vandrøret". Det handler om, hvad der er væsentligt for vore brugere, siger Rune Harbo.

Hos mange udlejere

- Produktudviklingen på transportbåndene har givet os medvind, ikke mindst hos udlejerne. Og mange udlejningsfirmaer har også Baron-tvangsblandere i sortimentet. Som udlejer fokuserer man jo på solide og stabile produkter, som samtidig er enkle at betjene for lejerne. Det er med til at give os en fordel i forhold til andre producenter på markedet, vurderer Rune Harbo.

Rune Harbo og Anker Kjærsgaard kan glæde sig over, at krisetiderne ikke har ramt Baron og tvangsblanderne så hårdt som andre i byggebranchen og dens leverandører.

- Vores marked er faktisk blevet langt større, siden vi startede. Dengang var en tvangsblander beregnet til at blande mørtel, beton og cement i. Men i dag bruges blanderne til blanding af mange andre ting. Der er typisk tale om specialprodukter til høje priser som gummigranulater og epoxy-bundne produkter, forklarer Anker Kjærsgaard.

Børkop-virksomheden har da også fået godt ram på en række udenlandske markeder. Baron har således forhandlere i 17 lande, foruden Danmark. De danske tvangsblandere er på produktlisterne hos forhandlere fra Helsingfors i Finland til Sydney i Australien.

To gange fire blandere

På blander-fronten producerer Baron otte forskellige maskiner fordelt på to serier af blandere med hver fire modeller.

- Vi bruger samme kernekomponenter i begge serier, og forskellen ligger hovedsagelig i designet og opbygningen af understellet. M-Line har lidt flere features end E-Line. Blandt andet er der fuld motorafdækning på de lidt dyrere M-blandere, hvor de mindste af modellerne også er forsynet med spandehylde. Den store Baron M300 har transportarm med anhængerkobling, som man ikke får med på den tilsvarende blander i E-serien, siger Rune Harbo.

- E-serien er vores standard-maskiner, mens M-linjen er de luxe-serien. Alle blanderne i begge serier drager fordel af, at der ikke er forskel på teknik og mekanik. Det betyder, at vi opererer med få kernekomponenter, og at det derfor er enkelt for os hele tiden at holde et solidt service-beredskab, fortæller Rune Harbo. Transportbåndene producerer Baron også i fire størrelser. Den mindste model CXL2500 har en båndlængde på 2,50 meter, og der er også samklang mellem modelbetegnelse og båndlængde hos de øvrige. CXL3300 er 3,30 m, CXL4500 er 4,50 m, og den store CXL6000 har bånd på seks meter.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109