23948sdkhjf

Løsning på vej til solcellebranchen

De verserende sager om statsstøtte til solceller og vindenergi ser nu ud til at kunne godkendes frem til udgangen af 2016, fremgår det af et notat fra klima-, energi- og bygningsministeren
Det ser nu ud til, at der kommer en løsning på den konflikt om det danske PSO-system, som de seneste måneder har udspillet sig mellem den danske regering og EU-Kommissionen med Venstre og Enhedslisten som skarpe kritikere af regeringens indsats.

I et notat fra klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) fremgår det, at Kommissionen nu har bekræftet, at en omlægning af finansieringen af støtten til biogas samt de generelle lempelser af el-PSO’en kan træde i kraft i januar næste år uden Kommissionens godkendelse.

EU-Kommissionen har siden foråret holdt fast på, at det danske PSO-system er traktatstridigt. Kommissionen mener, at ordningen diskriminerer importeret elektricitet, da det danske PSO-gebyr pålægges al el, som forbruges i Danmark, mens det kun er danskproduceret el, som har adgang til de støtteordninger, der finansieres af PSO’en. EU-Kommissionen meldte derfor ud, at der skal findes en løsning på problemstillingen omkring PSO-systemet. Noget ministeren på et samråd i september forsikrede, at han arbejder på højtryk for.

Venter på støtte

Mens tvisten mellem Danmark og EU-Kommissionen har stået på, har de verserende statsstøttesager vedrørende solceller og vindkraft ikke kunnet godkendes. Og det har bragt en række danske solcelleejere og virksomheder i knibe, fordi de ikke kan få udbetalt en del af de støttekroner eller få de afgiftslettelser, som forligskredsen bag vækstaftalen vedtog i forsommeren.

Notatet fra ministeren viser også, at der i februar skal fremsættes et lovforslag til udmøntning af vækstpakkens pulje på 185 mio. kroner per år fra 2015 til 2020 til lempelser målrettet el-intensive virksomheder.

Lovforslaget er nu under udarbejdelse og skal i november drøftes med forligskredsen. Den løsningsmodel, som klima-, energi- og bygningsministeren foreslår - men som ikke er endeligt faldet på plads - er baseret på en ny udbudsmodel med åbning til udlandet. Med den løsning vurderer ministeren, at diskriminationen for årene 2015 og 2016 er håndteret, så de verserende statsstøttesager kan godkendes frem til udgangen af 2016. Fra 2017 og frem skal Danmark således finde en ny måde at løse diskriminationsproblematikken på.

Revolver-politik

Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt erklærer sig tilfreds med den foreløbige løsning, men er bekymret for, hvad der skal ske efter 2017.

- På den korte bane er vi tilfredse, men vi mangler at finde en løsning på den lange bane. I 2017 skal vi igen se på PSO-systemet, og der er det vigtigt, at vi til den tid laver en holdbar og langsigtet løsning, siger han.

Mindre tilfreds er Enhedslistens energiordfører, Per Clausen.

- Jeg er utilfreds med, at sagen dels har taget så lang tid, og dels at det på sigt stadig er helt uafklaret. Den støtte, der skulle være givet til solceller i 2013, kommer først i 2016 - det er ikke tilfredsstillende for solcellebranchen. Jeg synes, vi burde diskutere, hvordan vi tilrettelægger det her langsigtet. Det ville være fedt at kunne diskutere den grønne omstilling, uden at skulle tage hensyn til EU-reglerne - det gør det nemlig rigtig besværligt. Hovedproblemet er, at et flertal har bundet sig til at underlægge sig EU’s stramme fortolkning af, hvordan man laver støtteordninger. Vi møder selvfølgelig op til forhandlingerne, selv om udspillet ikke er fantastisk godt. Det er en kedelig sag, der afslører, at danske politikere har overladt magten til EU, siger han.

I notatet bemærkes det desuden at “Kommissionen ikke har afkrævet af Danmark, at der skal ske en bagudrettet kompensation for diskrimination. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Kommissionen kommer tilbage på dette spørgsmål".

Det mener Per Clausen er fuldstændigt urimeligt.

- Jeg synes, det er en underlig revolver-politik, som Kommissionen står for. Hvis man laver en aftale, så må den være bindende for begge parter. Hvis kommissionen vender tilbage, må det blive en sag, der retligt afprøves. Det er helt urimeligt og upassende, at Kommissionen sådan truer med at tage det op igen, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.112