En ligeværdig byggesektor
I denne sektor er der i forhold til den resterende del af erhvervslivet ikke ret stor forskel på mænds og kvinders løn.
Det er der selvsagt mange grunde til. Mange vil argumentere for, at det skyldes fagforeninger, overenskomster og andre aftaler, der er med til at sikre, at mænd og kvinder i branchen betales nogenlunde lige. Det kan der givetvis være noget om, men et andet argument kan dog være, at de kvinder der faktisk klarer sig godt i byggebranchen, er af sådan en støbning, at de også er i stand til at tage vare på egne lønforhandlinger. Med andre ord; “Det kræver sin mand at være kvinde" - i hvert fald i byggeriet.
Det bør selvsagt være sådan, at der er lige løn for lige arbejde. Uanset man er mand eller kvinde, så er der jo forskel på kvalifikationer, anciennitet med videre. En forskel som kan gå begge veje, og som uanset køn bør være et objektivt grundlag for beregning af lønnen, sammenholdt med diverse overenskomster og andre aftaler.
At der stadig kan være en forskel i lønnen, også i byggeriet, skal måske forklares i gamle traditioner, som endnu ikke er helt tilsidesat.
Men fakta er, at der faktisk arbejder langt flere kvinder i byggeriet end tidligere, og som sådan får de også mere at skulle have sagt. Dermed bliver de også stærkere i forhandlingssituationer.
En del af lønforskellen forklares statistisk set med barsel, og det er givetvis også en del af forklaringen, men det levner stadig en forskel, som ikke helt kan forklares i andet end traditioner og en gammeldags opfattelse af, at kvinder ikke er helt så meget værd som mænd, når det kommer til lønbetalingen.
Derfor er det også positivt at byggebranchen som helhed er med til at gøre op med denne opfattelse. Det vidner om, at moderne ledere i branchen tager det alvorligt, når de mener at kvinder ikke alene har en berettigelse på arbejdsmarkedet, men også skal have en ligeværdig betaling for arbejdet. Med andre ord er det kvalifikationerne der tæller.
