Røde eller blå klausuler
Selvom Malermestrene nu tilsyneladende går stort ind for arbejds- og sociale klausuler, således som vi i sidste uge kunne berette, så er der store dele af byggesektoren, der er imod indførelsen af dem.
Og det er der en række grunde til.
Klausuler af denne art kan til en vis grad virke konkurrencebegrænsende, fordi især større virksomheder bedre formelt set kan leve op til kravene end mindre virksomheder kan. Virksomhederne kan nemlig godt vælge at tage X antal lærlinge ind for at leve op til kravene, men reelt uden at der er tilstrækkeligt med opgaver til de unge, endsige relevante opgaver. Uddannelse handler også om kvalitet, som nemt kan glemmes i iveren efter at få opgaven. Desuden er der mange afarter af de samme klausuler, og de kan give selv den mest garvede entreprenør grå hår at skulle forholde sig til 98 forskellige kommuners forskellige måder at fortolke klausulerne på, for disse er vitterligt forskellige de steder, hvor de ses.
En anden og langt mere fleksibel vej at gå, og som kan give rigtig gode resultater, er den frivillige samarbejdsaftale, som laves mellem kommunen som bygherre og brancheorganisationen. Her er der en mulighed for at aftale sig frem til - med løbende justeringer, hvordan man vil dække uddannelsesbehovet af. Det er overordnet set en meget fornuftig måde at gøre det på, da den er langt mere motiverende for virksomhederne end det at møde bastante lovkrav, som måske ikke holder trit med den virksomhed, der skal bygges under.
Med frivillighed kommer motivation - men der gælder også et ansvar for virksomhederne.