23948sdkhjf

Nyt OPP-projekt giver staten energirigtigt byggeri

Et konsortium med blandt andre entreprenørvirksomheden A. Enggaard har vundet kontrakten på et stort kontorbyggeri på Kalvebod Brygge. Klima-, energi- og bygningsministeren håber på flere energieffektive OPP-projekter
Den 20-årige OPP-kontrakt på byggeriet af et 41.000 kvm stort kontorhus er vundet af et konsortium med blandt andre entreprenørfirmaet A. Enggaard.

Byggeriet skal huse Trafikstyrelsen, Vejdirektoratet, Energistyrelsen og Banedanmark, som tilsammen har over 2.000 ansatte. Det er Bygningsstyrelsen, der opfører kontorknudepunktet, der er et af de største OPP-projekter i Danmark til dato.

Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) håber, at det kommende kontorhus på Kalvebod Brygge vil bane vej for flere energieffektive offentlig-privat partnerskaber.

- Kontorhuset på Kalvebod Brygge giver os mulighed for at gøre nye erfaringer med OPP-modellen. For det første skaber modellen økonomisk sammenhæng mellem anlægsudgifterne og den efterfølgende drift af bygningen. For det andet giver modellen et godt incitament til fra starten at indarbejde den mest energieffektive løsning i byggeriet. Derfor håber jeg også, at projektet kan være med til at sætte gang i endnu flere OPP-projekter i fremtidens byggeri, siger Rasmus Helveg Petersen.

I udbud to gange

Bygningsstyrelsen har haft kontorbyggeriet i udbud to gange. Første gang blev udbuddet aflyst som følge af to konkurser, og fordi en af de prækvalificerede trak sig på grund af udbudsbetingelserne.

I forbindelse med genudbuddet ændrede Bygningsstyrelsen derfor exit-modellen, så der nu ved OPP-kontraktens ophør er en gensidig købs- og salgsforligtelse. I det tidligere udbud havde Bygningsstyrelsen forkøbsret på byggeriet, men var ikke forpligtet til at købe det. Nu skal Bygningsstyrelsen købe kontorknudepunktet, hvis den private leverandør ønsker at sælge, og samtidig er leverandøren forpligtet til at sælge byggeriet, hvis Bygningsstyrelsen ønsker at købe det.

Bygningsstyrelsen har også valgt at ændre et af de andre kritikpunkter, der blev rejst i forbindelse med det tidligere udbud. Det gælder risikofordelingen for eventuelle udgifter til forurenet jord. I det andet udbud ligger risikoen for udgifter i forbindelse med jordforurening hos Bygningsstyrelsen, så længe der er tale om udgifter, som man ikke ud fra det tilgængelige materiale kunne forudse. I det gamle udbud var risikofordelingen 50/50.

Døbt Nexus

Projektudviklingschef i A. Enggaard, Anton Hessellund er stolt over at have vundet kontrakten på et af de største OPP-projekter i Danmark.

- Vi er glade over, at have vundet så stor en kontrakt med staten. Der er mange krav til, hvad byggeriet skal kunne. Og man har i OPP-projektet indarbejdet både drift og energiforbrug, siger han.

Anton Hessellund understreger, at det ikke var på grund af udbudsbetingelserne, at A. Enggaard ikke afgav tilbud første gang, byggeriet var i udbud.

- Når vi sidder i virksomheden og vurderer, hvad vi skal byde ind på, så er der mange ting, der skal passe sammen. For os var det først, da opgaven var i udbud for anden gang, at det passede ind i planlægningen, siger han.

Projektet med at skabe et stort kontorknudepunkt, der samler fire styrelser er blevet døbt Nexus. Og det er også et dækkende navn, for de tanker, der ligger bag bygningens fysiske form, mener Glenn Elmbæk, partner og arkitekt hos Arkitema Architects.

- Ordet Nexus stammer fra latin og betyder forbindelsesled, knudepunkt og sammenhænge. Og det er netop det, vi ønsker at skabe til Bygningsstyrelsen - en forbindelse mellem mennesker i deres arbejdsliv, mellem viden og mellem de fire styrelser. Dette afspejler sig i bygningens fysiske form - et stort knudepunkt med krydsende gangbroer, cafeer og møderum, som skaber forbindelse mellem husets beboere og dets besøgende, siger han.

Staten i byen

Byggeriet på Kalvebod Brygge markerer samtidig et brud med mange års vanetænkning for staten i forhold til at bo i Indre By.

- Der er ingen grund til, at staten ikke også begynder at søge mod beliggenheder, der stadig ligger centralt og giver medarbejderne gode transportmuligheder, men samtidig betaler sig økonomisk. Det indre København er dyrt at bo i – også for staten. Med kontorhuset på Kalvebod Brygge får vi et byggeri, der stadig er helt tæt på byen, men giver nogle andre muligheder og faciliteter for medarbejderne, siger klima-, energi- og bygningsministeren.

Bygningen på Kalvebod Brygge skal stå færdig 1. juni 2018, og byggeriet forventes sat i gang i oktober 2015. Udover entreprenørfirmaet A. Enggaard A/S indgår også Nordea Pension Danmark, Ejendomsselskab A/S, Arkitema Architects og Moe A/S i samarbejdet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094