23948sdkhjf

Præcis aflevering af ny gågade i Hørsholm

Halvandet års arbejde med renovering af gågaden i Hørsholm er nu afsluttet. Arbejdet bød blandt andet på fejlslagen leverance af granitsten
Tusindvis af arbejdstimer med at lægge og finpudse 4.000 kvm belægning og etablere en helt ny belægning på gågaden i Hørsholm er nu en realitet.

I dag, fredag den 10. oktober kl. 10.10, afleverer Skælskør Anlægsgartnere en nyrenoveret gågade til Hørsholm Kommune. Dermed afsluttes cirka halvandet års arbejde med at skabe en ny og attraktiv gågade til borgere og de mange handelsdrivende i Hørsholm.

- Vi har glædet os til at aflevere gågaden, og jeg ved med sikkerhed, at kommunen, borgere og de handlende i Hørsholm har glædet sig mindst lige så meget. Projektet blev desværre ramt af nogle udefrakommende udfordringer, og jeg ved også, at mine kolleger i Skælskør Anlægsgartnere har knoklet hårdt for at løse dem. Derfor er vi glade for – og også fagligt stolte over – at vi nu kan aflevere en helt ny gågade, siger direktør Jens Schrøder fra Skælskør Anlægsgartnere.

Granit fra Vietnam

Projektet omfatter blandt andet 4.000 kvm belægning og etablering af et nyt flot springvand.

Renoveringen af gågaden begyndte i foråret 2013 og var oprindeligt planlagt til at vare frem til den 1. september i år. Tidligt i byggeprocessen havde Skælskør Anlægsgartnere dog en forventning om, at byggeriet kunne afsluttes allerede med udgangen af 2013.

En fejlslagen leverance af tusindvis af vietnamesiske granitsten betød imidlertid, at gågaden var nødt til at få etableret en midlertidig belægning, og man måtte gå tilbage til den oprindelige tidsplan.

- Det har været en lang og udfordrende opgave. Gågaden, som er "hjertet" i Hørsholm by, har utrolig mange interessenter og grænseflader, som vi løbende har skulle varetage. Set i lyset af de udfordringer projektet har haft, glæder vi os ekstra meget til afslutningen. Der er ydet en stor indsats fra alle sider, og alle har taget ansvar for at få løst opgaven, så vi nu står med en super flot gågade, siger Charlotte Skov, der er chef for Vej & Park i Hørsholm Kommune.

Projektet, der har kostet knap 12 mio. kroner, er udført af Skælskør Anlægsgartnere, mens rådgiversiden blandt andre har omfattet Cowi som bygherrerådgiver og Henrik Jørgensen Landskabsarkitekt A/S samt Fokdal Springvand A/S, som har leveret et 120 kvm stort springvand/fontæne.

Den officielle åbning af gågaden finder sted den 30. oktober.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125