Hovedløst ikke at fjerne byggesagsgebyrer
Liberal Alliance valgte at stå uden for Budget 2015, da budgettet slet ikke indeholder nok forbedringer for erhvervslivet. Faktisk havde vi som betingelse for at deltage, at byggesagsgebyrerne skulle fjernes helt, og at sagsbehandlingstiden i byggesager skulle ned.
Både den radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev og overborgmester Frank Jensen (S) har tidligere talt for at afskaffe gebyrerne, men er tilsyneladende endt med at lade Enhedslisten diktere.
I hvert fald blev det i budgettet besluttet kun at halvere byggesagsgebyrerne, samtidig med at der ikke sættes mål for hurtigere sagsbehandlingstid.
Det ville have kostet lidt over 40 mio. kroner ekstra årligt at fjerne gebyrerne helt.
Til sammenligning er der i budgettet for eksempel sat cirka 50 mio. kroner af til at holde Distortion og andre festivaler de næste fire år, 16 mio. kroner til at holde huslejen på kolonihaver nede de næste fire år og cirka 30 mio. kroner til at bygge en skibakke ved Amager Ressourcecenter.
Det er bare et par eksempler på penge, vi i Liberal Alliance hellere ville have brugt til at gøre livet lettere for virksomhederne.
Det er helt hovedløst, at man ikke fjernede byggesagsgebyret i ét hug. Ikke blot ville det sætte mere gang i væksten, kommunen kan også spare i størrelsesordenen seks mio. kroner om året ved at slippe for at skulle administrere gebyrindkrævningen.
For Liberal Alliance er der kun én fornuftig løsning i 2016 må og skal gebyrerne fjernes helt, og det lover vi allerede nu at kæmpe for til næste års forhandlinger.