23948sdkhjf

Vækstspor fortsætter hos entreprenørfirma

Entreprenørkoncernen Kjæhr & Trillingsgaard A/S i Kolding fortsætter væksten med nye projekter og en ny bestyrelsesformand
Bestyrelsen i den mere end 100 år gamle familievirksomhed, entreprenørkoncern Kjæhr & Trillingsgaard A/S i Kolding, har i fredags konstitueret sig med Jørgen Krab Jørgensen for bordenden, hvor han som ny formand skal fortsætte og udvikle koncernens ambitiøse vækststrategi.

Jørgen Krab Jørgensen er tidligere adm. direktør for Billund Lufthavn og i dag professionelt bestyrelsesmedlem og formand for flere selskaber.

- Kjæhr & Trillingsgaard er en virksomhed med sunde og solide værdier, der skal bygges videre på. Der er en stærk vilje til at løfte koncernen videre ind i fremtiden med ny vækst, og det glæder jeg mig til at give mit bidrag til, siger Jørgen Krab Jørgensen.

Ordrebogen har på det seneste fået tilført en række nye, interessante projekter, blandt andet opførelsen af et nyt domicil for Sondex-koncernen, der producerer varmevekslere med global succes. Forarbejdet med det nye hovedsæde i Kolding har strakt sig over mere end fem år, og Kjæhr & Trillingsgaard har tidligere bygget industrihaller for Sondex, og er udpeget som totalentreprenør på det nye projekt med et samlet byggebudget på cirka 23 mio. kroner.

- For os er det ikke kun et spørgsmål om pris. Som totalentreprenør er det afgørende for os, at kunden får et byggeri, der øger trivslen og effektiviteten blandt medarbejderne og dermed styrker forretningen, siger adm. direktør Christian Trillingsgaard, hvis oldefar stiftede virksomheden.

Fyldt ordrebog

Entreprenørkoncernen har også sikret sig ordren på Campus Living Kolding, et nyt projekt med ungdomsboliger i Kolding for i alt 19 mio. kroner, der er vundet foran seks konkurrenter.

- Vi havde et fornuftigt resultat sidste år, men det er fordoblet bare i første halvdel af 2014, og ordrebogen er fyldt et halvt år frem, påpeger Christian Trillingsgaard.

Udover den nye bestyrelsesformand er virksomheden også styrket med blandt andet en ny medarbejder, der skal styrke de interne forretningsgange for at sikre bedre og endnu mere effektive projekter.

- Vi skal vokse, og jeg kan garantere, at det kommer til at ske kernesundt og kontrolleret. Vores branche har desværre oplevet mange triste eksempler på vokseværk, men vi vil vokse organisk og naturligt med skarpt fokus på kvalitet - også de næste 100 år, fastslår Christian Trillingsgaard.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093