23948sdkhjf

Fjernkøling kan blive grønt guldæg

Bureaukratiske/lovgivningsmæssige barrierer spænder ben for, at Dansk Fjernvarme kan producere køling og dermed også for et dansk eksporteventyr på 15 mila. kroner
Der er de senere år opstået større og større behov for køling i danske hjem og virksomheder. Store glasfacader og særdeles velisolerede bygninger betyder, at der i sommerperioden er behov for køling.

Ofte løses problemet med aircondition, men fjernkøling kan ifølge adm. direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen, udnytte grønne teknologier til at spare op mod en halv million tons CO2 – og samtidig skabe nye arbejdspladser.

- Men det kræver ændring af lovgivningen, som i dag står i vejen for udbredelsen. Fjernvarmeværkerne kan ikke gå i gang med at etablere fjernkøling med de gældende regler indenfor Varmeforsyningsloven. Rammebetingelserne er simpelthen ikke på plads, og derfor har vi ikke set et gennembrud for fjernkøling i Danmark, siger Kim Mortensen.

Større skala

Det er kun i hovedstadsområdet, man i større skala har udbredt fjernkøling i selve midtbyen. Dertil kommer et par mindre anlæg andre steder i landet.

Problemet er, at fjernvarmeværkerne kun kan beskæftige sig med varme. Skal fjernvarmeværkerne producere køling, så skal de oprette særskilte selskaber, og dermed bliver de skattepligtige og påfører fjernvarmeselskabet omkostninger. Det bremser muligheden.

- Der er flere oplagte synergifordele ved at fjernvarmeværker også kunne drive fjernkøling. Dels har man muligheden for at udnytte og nyttiggøre energien dobbelt ved både at producere varme og køling. Dels har man i forvejen strukturen og organisationen til at drive forsyningsvirksomhed, siger Kim Mortensen.

Bedre komfort

Kan reglerne for området ændres, vil fjernkøling være et grønt guldæg. Dels giver det forbrugerne bedre komfort i deres bygninger. Dels giver det grøn energiudnyttelse, og ikke mindst skaber det rigtig mange job. Sidst, men ikke mindst, vil det skabe et egentligt hjemmemarked for fjernkøling, som danske virksomheder har stor gavn af i den internationale konkurrence.

Danske virksomheder er førende indenfor fjernkølingsområdet såvel som indenfor fjernvarme. På internationalt plan har andre lande taget førertrøjen indenfor fjernkøling. Sverige har således en udbredelse på omkring 40 procent af den samlede køling.

Samfundsgevinst

- Fjernkøling er ikke kun en gevinst for miljøet. Det vil også være en gevinst for samfundet, fordi det skaber vækst. Eksportvirksomhederne indenfor fjernvarmeindustrien forventer således at kunne tredoble eksporten til 15 mia. kroner i 2020 og samtidig skabe 4.000 arbejdspladser. Kan fjernkøling kobles på denne proces, så vil potentialet for eksport og arbejdspladser være endnu større, siger Kim Mortensen.

En rapport fra Euroheat & Power anslår det danske fjernkølingspotentiale til 3300 GWh/året.

Kølebehovet er steget markant i forbindelse med udbredelse af eksempelvis kontorbygninger med store glasfacader og betydeligt bedre isolerede huse, som bliver for varme for beboerne om sommeren.

Fjernkøling kan produceres ved hjælp af koldt vand direkte fra havet eller søer. Det kan også produceres ved at udnytte kølesiden af en varmepumpe – altså energi, som alligevel er til stede.

Endelig kan det også frembringes ved hjælp af absorptionsvarmepumper i forbindelse med udnyttelse af overskudvarme fra eksempelvis industriproduktion.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094