23948sdkhjf

Minister ser på sønderjyske lærlinge

Undervisningsminister Christine Antorini mødte mandag lærlinge og mentorordning hos sønderjysk entreprenør. En model, hun gerne ser andre virksomheder tage til sig
Frafaldet på erhvervsuddannelserne, mangel på lærepladser og mangel på interesse blandt unge for at tage en uddannelse inden for anlægsbranchen var den direkte anledning til at undervisningsminister Christine Antorini mandag besøgte Arkil i Haderslev.

Entreprenørvirksomheden har inden for fem år fordoblet antallet af lærlinge og samtidig sikret, at stort set alle gennemfører uddannelsen.

Lærlinge trods krise

- Arkil har en høj andel af lærlinge. Det synes jeg da er imponerende, fordi det er en branche, der er udfordret af krisen, pointerede Christine Antorini, der sammen med partifællen Jesper Petersen, folketingsmedlem og finansordfører for Socialdemokratiet, mødte et par af Arkils lærlinge, virksomhedens uddannelsesansvarlige og den adm. direktør Jesper Arkil.

Politikerne blev præsenteret for den mentorordning, Arkil indførte i 2009. Hver lærling er tilknyttet en mentor, som sikrer, at lærlingene får en alsidig uddannelse med et højt fagligt niveau og samtidig støtter deres personlige udvikling. Mentorerne er medarbejdere fra samme afdeling, der har gennemgået en intern uddannelse og har lyst til at arbejde med unge mennesker.

Den systematiske tilgang synes Christine Antorini godt om.

- Det betyder noget, at der er erfarne der tager hånd om de unge og sætter barren højt. Det tror jeg andre virksomheder kan lære noget af. I Arkil har de investeret i at uddanne medarbejdere til at støtte de unge, og det er prisværdigt.

Der blev dog på mødet ikke givet løfter om, at man fra politisk side vil stille flere krav til virksomhedernes evne til at uddanne. Det er bedre den slags initiativer spreder sig, fordi flere virksomheder kan se det giver god mening at uddanne, mener Jesper Petersen.

- Vi kan gøre meget politisk, men vi har brug for, at flere virksomheder støtter op omkring branchens uddannelser og giver dem et løft, sagde Jesper Petersen.

Skal møde virkeligheden

Den manglende interesse blandt unge for en uddannelse i anlægsbranchen var Arkils struktørlærlinge og politikere enige om skyldes uvidenhed og fordomme om branchen.

- Det er en kamp for os, at få de unge til at åbne øjnene for de muligheder, der er i anlægs- og byggebranchen. Vi skal have genskabt respekten og prestigen for erhvervsuddannelserne, og med et tættere samarbejde mellem folkeskoler og virksomheder går vi den rigtige vej, siger Christine Antorini.

Ukendt for de unge

At mange unge ikke kender til titlen "struktør" kan Arkils lærlinge Thomas List Skov, 24, og Kasper Nyland Jessen, 20, godt genkende.

- De fleste kender ikke noget til uddannelsen. Nogle tror vi bare er tosser, der kører rundt i store maskiner, graver store huller og dækker dem til igen. Det går en del af arbejdet selvfølgelig også ud på, men hvis jeg fortæller, at vores arbejde med for eksempel kloakseparering er med til at sikre, at deres hus ikke bliver oversvømmet ved næste skybrud, får de en bedre forståelse af hvad vi laver, fortæller Kasper Nyland Jessen.

Han fik efter mødet lov til at instruere undervisningsministeren i, hvordan man betjener skovlen på en af Arkils gravemaskiner.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157