23948sdkhjf

Finanslovsforslaget koster job i byggeriet

Afskaffelsen af håndværkerfradraget vil betyde et dyk i beskæftigelsen hos ikke mindst mindre håndværksvirksomheder, lyder det advarende fra byggeriets organisationer
Selv om regeringen lægger op til at stimulere samfundsøkonomien med “investeringer i vækst og fællesskab", vil den manglende videreførelse af Boligjobordningen koste både arbejdspladser og lærepladser i byggeriet.

Det mener branchens organisationer, der i deres kommentarer benytter anledningen til på ny at opfordre regeringen til at videreføre håndværkerfradraget.

- Regeringens ambition om at skabe 150.000 private jobs frem mod 2020 klinger meget hult, hvis man lægger ud med at nedlægge de tusindvis af arbejdspladser, håndværkerfradraget skaber i de små og mellemstore virksomheder i byggeriet, siger Håndværksrådets adm. direktør Ane Buch.

Mange venter dyk

Ifølge en spritny undersøgelse foretaget af Håndværksrådet forudser 60 procent af de mindre byggevirksomheder et omsætningsfald, hvis Boligjobordningen ophører ved årsskiftet. En tredjedel af dem forventer omsætningsdyk på 20 procent eller mere.

Ud over beskæftigelseseffekten vurderer Håndværksrådet forsigtigt, at håndværkerfradraget i perioden 2011 til 2013 har gjort seks mio. håndværkertimer hvide.

- Regeringen lukker øjnene for de mange positive konsekvenser af Boligjobordningen, mener Ane Buch.

Brug for kærligt puf

Både i Dansk Byggeri og i Tekniq lyder vurderingen, at det koster omkring 5.000 arbejdspladser, at håndværkerfradraget ikke videreføres.

- Selvom den økonomiske udvikling set fra Slotsholmen og Hovedstaden ser ganske lys ud, så er store dele af landet fortsat præget af stilstand. Og allerede næste år forventer Dansk Byggeri faldende byggebeskæftigelse, når Boligjobordningen ophører, og de midlertidige effekter fra stormskaderne klinger af. Dertil kommer, at renoveringerne af de almene boliger når et toppunkt allerede i år, samt at der ikke er privat byggeaktivitet, som kan kompensere for faldet i det offentlige investeringsniveau, siger Dansk Byggeris adm. direktør Lars Storr-Hansen.

Han mener, at økonomien i 2015 fortsat har brug for et lille, men kærligt puf bagi.

Mangler incitament

Også Tekniqs adm. direktør Niels Jørgen Hansen er ked af, at finanslovsforslaget ikke “rummer den kærlige håndsrækning, erhvervslivet har brug for".

- Vi deler ikke regeringens optimistiske skøn over den økonomiske udvikling, Konsekvensen af regeringens forslag bliver desværre, at der nedlægges op mod 5.000 arbejdspladser i byggebrancherne ved at afskaffe Boligjobordningen fra nytår. Vi ved, at der skal være et økonomisk incitament for at få boligejerne til at investere i energiforbedringer. Det er brandærgerligt, at regeringen ikke støtter bedre op om Danmarks CO2-mål, siger Niels Jørgen Hansen.

Også landets malermestre frygter tilbagegang som følge af afskaffelsen af Boligjobordningen. Derfor opfordrer også Danske Malermestres direktør Ole Draborg til at fastholde ordningen.

- Der er tale om en lille indsats med en stor effekt, og ordningen giver reelt staten et overskud i form af moms- og skatteindtægter, da der dels kommer flere i job, og dels bliver mere håndværksarbejde udført hvidt i stedet for sort, siger han.

Derimod er der ros fra lønmodtagerne. LO’s formand Harald Børsting vurderer, at der samlet set er udsigt til den bedste finanslov i mange år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11