23948sdkhjf

De første maskinførere indtager pladserne

Det har været to års hårdt arbejde, men i torsdags kunne ni elever endelig kalde sig udlærte maskinførere
Maskinføreruddannelsen på Ulfborg Kjærgaard er unik, da den kun kan tages det ene sted i landet.

Derfor er de ni elever, der blev færdig med uddannelsen i torsdags, de første i Danmark, der kan prale af titlen maskinfører.

Uddannelsen blev til i 2012, da byggebranchens parter gik sammen om at lave en uddannelse, der understøtter branchens behov for kompetente maskinførere.

Det var derfor en glædens dag, da eleverne fik overrakt deres uddannelsesbevis torsdag eftermiddag.

- Det er en helt fantastisk følelse at stå og kunne sige, at vi nu har fået det første maskinførerhold færdigt. Ikke fordi I har været længe om det, men fordi vi endelig fik uddannelsen i gang. I har været gode testpiloter, og det skal I have mange tak for, sagde Kurt Hilbert Thomsen, der er uddannelseschef for Byggetek, som Ulfborg Kjærgaard er en del af.

Tilbage på skolebænken

En af de ni elever er Jonas Hermansen fra Sønder Brok, der har været i lære hos Nr. Nebel Entreprenørforretning.

- Jeg valgte den her uddannelse, fordi jeg havde prøvet mange andre ting, og aldrig tænkt nærmere over hvad det var, jeg ville. Så kom den her uddannelse samtidig med, at jeg havde fået arbejde indenfor faget, og så fandt jeg ud af, at det var det her, jeg gerne ville, fortæller Jonas Hermansen og fortsætter:

- Det var lidt hårdt at vænne sig til at sidde på skolebænken igen, men det er noget vi kan bruge til hverdag igen, når vi kommer hjem. Sådan noget som tilbudsregning og nivellering har jeg først lært herude, og det er helt sikkert noget, jeg kan bruge i min hverdag fra nu af.

De ni elever har taget skoledelen af deres uddannelse på Ulfborg Kjærgaard, og har sideløbende været i praktik i en række entreprenørvirksomheder over hele Danmark.

Da 3F og Dansk Byggeri gik sammen om at skabe uddannelsen i 2012, var det for at lave en uddannelse, der kunne tiltrække unge og øge sikkerheden på byggepladserne. Samtidig skete det i erkendelse af, at graveopgaverne bliver mere komplekse og entreprenørmaskinerne større og mere avancerede, og derfor kræver mere af maskinføreren.

To uger lang svendeprøve

Til svendeprøven var de ni elever delt op i to hold, hvor hvert hold skulle lave alt forarbejdet til en vej, så der kun manglede at komme asfalt på.

Svendeprøven har taget to uger, hvor eleverne først skulle planlægge opgaven og komme med et tilbud på, hvad det ville koste. Først derefter kunne de gå i gang med entreprenørmaskinerne.

Selvom regnen gav udfordringer, så blev begge hold færdige til tiden, og alle ni elever bestod.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.33