23948sdkhjf

Vejdirektoratet går helt nye veje

Vejdirektoratet inviterer entreprenører til såkaldt teknisk dialog om den ny Storstrømsbro inden udbudsprocessen går i gang
Vejdirektoratet går nye veje i forbindelse med opførelsen af den ny Storstrømsbro.

Inden den egentlige udbudsproces går i gang inviterer Vejdirektoratet interesserede entreprenører og rådgivere til såkaldt teknisk dialog.

- Formålet er at styrke os selv som bygherre og ikke risikere at afskære os for muligheder i udbuddet. Vi er ikke sikre på, at vi er de klogeste, og det er samtidig et signal til markedet om, at vi er åben for påvirkning, siger projektchef Erik Stoklund Larsen fra Vejdirektoratet.

Det er første gang, Vejdirektoratet benytter denne fremgangsmåde. I første omgang inviterer bygherren til et informationsmøde 11. september, hvor projektledelsen vil redegøre for tankerne bag den tekniske dialog. Der lægges op til, at der udvælges otte deltagere til den tekniske dialog. Det sker på baggrund af motiverede ansøgninger fra interesserede.

Åben for nye ideer

- Det er en anden måde at gribe tingene an på. Den tekniske dialog med markedet skal ses uafhængigt af udbudsprocessen. Vi ønsker at klarlægge de tekniske muligheder og fremkommer med vores tanker om, hvordan vi har tænkt os at bygge broen. Det er ikke et spørgsmål om at aflure entreprenørerne bestemte teknikker men et spørgsmål om, at vi er åbne overfor markedets ideer og for at undgå bindinger i udbudsmaterialet, siger Erik Stoklund Larsen.

Dialogmøderne bliver bilaterale, men tilrettelægges på en sådan måde, at alle deltagere får samme oplysninger fra Vejdirektoratet. Også interesserede, der ikke inviteres til at deltage i dialogmøderne, får mulighed for at aflevere skriftlige bemærkninger, idet Vejdirektoratets oplæg og oplysninger gøres offentlige på projektets hjemmeside. Entreprenørernes svar offentliggøres dog ikke.

Erik Stoklund Larsen oplyser, at det ikke er en forudsætning for senere at kunne deltage i udbuddet, at man deltager i dialogmøderne, ligesom det omvendt heller ikke giver fordele i prækvalifikations- og udbudsproces at have været med til den tekniske dialog.

Tidlig inddragelse

Hos Danske Anlægsentreprenører modtages Vejdirektoratets initiativ meget positivt.

- Vi betragter det som udtryk for, at bygherren er åben for at inddrage de udførendes viden og erfaring. Vejdirektoratet skal kun have ros for at have fokus på at inddrage entreprenørerne så tidligt som muligt. Så længe det ikke er en del af udvælgelsesfasen bør der være fuld åbenhed om hele forstudiet med både spørgsmål og svar, siger Niels Nielsen, direktør i Danske Anlægsentreprenører.

Broen i totalentreprise

Erik Stoklund Larsen oplyser, at Vejdirektoratet forventer at udbyde selve arbejdet med den ny bro i totalentreprise. Det øvrige arbejde udbydes i fire-fem entrepriser, hvor det endnu ikke er besluttet, om det bliver total- eller hovedentreprise.

Invitation til prækvalifikation forventes sidst i år eller straks i begyndelsen af 2015. Totalentreprenøren ventes udpeges i løbet af første halvår 2015.

Det samlede projekt for en ny Storstrømsbro - herunder efterfølgende nedrivning af den gamle - har et budget på 4,2 mia. kroner, hvoraf selve den ny bro udgør godt halvdelen.

Den ny bro anlægges med elektrificeret jernbane i to spor anlagt til 200 km/timen samt en tosporet landevej og cykelsti.

Broen skal stå færdig senest i 2021, når Femern-forbindelsen åbner.

Læs også dagens leder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172