23948sdkhjf

Laveste bygge-ledighed siden krisen satte ind

Knap 3.700 ledige håndværkere - det svarer til en ledighed på 4,3 procent
Byggeriet oplever netop nu den laveste ledighed, siden krisen satte ind og ikke mindst påvirkede aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen.

Ledigheden blandt de timelønnede i byggeriet var i juli på 4,3 procent. Det er et dyk på hele 2,6 procentpoint i forhold til juni og 0,9 procentpoint mindre end samme måned sidste år.

Det fremgår af en opgørelse, som BAT-kartellet har udarbejdet på baggrund af tal fra de relevante arbejdsløshedskasser.

I alt knap 3.700 arbejdsløshedsforsikrede er uden arbejde.

Man skal tilbage til højaktivitetsårene 2006-2008 for at finde lavere sommerledighed. Her blev der i flere omgange noteret en bygge-ledig på under to procent.

- En ledighed på 4,3 procent må betegnes som et udmærket leje for en sommermåned i en situation, hvor vi bestemt ikke har lagt krisen bag os. Noget tyder på, at de store projekter så småt er begyndt at trække, og mange af vores medlemmer derfor kommer i arbejde. Vi har gået på bunden i en lang periode. Nu er vi oppe på en revle. Nu skulle vi gerne helt i land, siger BAT-kartellets sekretariatsleder Gunde Odgaard.

Endnu lavere

Han mener, at ledigheden burde have været endnu lavere.

- Det ville den have været, hvis der var mindre plat på en række byggepladser og der blev valgt konkurrencedygtige danske entreprenører. Det kunne samtidig trække håndværkere, der har forladt branchen, tilbage til byggeriet og dermed give jobåbninger andre steder, lyder hans vurdering.

Betingelser for opsving

Gunde Odgaard mener, at alle forudsætninger er til stede for et egentligt opsving.

- Husholdningerne har stor opsparing, og renten er fortsat lav, men der råder fortsat en vis usikkerhed, som gør forbrugerne tilbageholdende. Hvis industrieksporten bliver slået tilbage, og der kommer afskedigelser som følge af sanktionerne fra Rusland, risikerer vi, at optimismen forsvinder, og det går med det samme ud over købekraft og købelyst.

- Samtidig er det vigtigt, at finansloven ikke bringer os ud i mere usikre tider. En afskaffelse af håndværkerfradraget kan, ud over de arbejdspladser det koster, også få en psykologisk effekt, som kan sparke en nedtur i gang. Derfor opfordrer vi fortsat regeringen til at bevare ordningen i en eller anden form - eventuelt ved en samtænkning med Bedre Bolig-ordningen. Det er vigtigt, at man ikke bare slukker for kontakten, siger Gunde Odgaard.

Elektrikerne har som altid den laveste ledighed af byggefagene. Den er senest opgjort til 2,2 procent og er dermed med til at trække den samlede byggeledighed pænt ned. De øvrige fag har ledighedsprocenter på mellem 4,6 og 5,5.

Den højeste ledighed findes i Region Sjælland med 6,3 procent, den laveste i Region Midtjylland med 3,5 procent.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11