23948sdkhjf

PH’s hus bliver sikret for eftertiden

Realdania Byg køber Poul Henningsens eget hus fra 1937. Købet sker for at bevare og formidle de umistelige arkitektoniske og kulturhistoriske værdier, som det særprægede værk repræsenterer for eftertiden
Poul Henningsen, bedre kendt som PH, er især kendt som lampedesigner og samfundsrevser. Han deltog i den elitære debat og leverede samtidig bred, folkelig underholdning med bid i. En provokatør, der både skød mod samfundets bund og top.

Nu overtager Realdania Byg hans hus i Gentofte, der skal restaureres, så ejendommens samlede energiforbrug reduceres. Målet er at finde bæredygtige løsninger, der med høj demonstrationsværdi kan anvendes af private boligejere.

- Utraditionelt, fremsynet og provokerende. PH’s eget hus afspejler hans øvrige virke og personlighed: Det gør op med den traditionelle villa og peger ikke blot på familiemønstre i forvandling, men lægger også kim til nye kollektive rum i familieboligen, som for eksempel det alrum, der senere kom til at præge boligen, siger adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld.

Ulemperne

PH’s hus - opført i 1937 på en stærkt skrånende grund på Brogårdsvej i Gentofte - er eksponent for den brydningstid, det er opført i. Huset er opført i én etage, som fordeler sig på ikke mindre end 11 niveauer.

Det er opført i få, enkle og moderne materialer: Betonsten og jernvinduer samt et konsekvent valg af synlig rød blymønje på ud- og indvendige bygningsdele og installationer i jern.

Husets utraditionelle placering på grunden og interiørets uprætentiøse detaljering, er et opgør med den traditionelle borgervilla, i en sådan grad at det har været en stærk provokation i sin samtid.

Om huset sagde PH selv:

- Det hus, jeg har bygget på Brogårdsvej, forener ulemperne ved det to-etagers hus med ulemperne ved det et-etagers.

Ydervæggene er opført i betonblokke, som i 1937 var et nyt byggemateriale. Alle vinduer og yderdøre er i jern malet med traditionel rød blymønje, der er et blyholdigt farvestof, på ind- og udvendig side.

Indvendigt er der tapetserede vægge og pudsede lofter. På gulvene er der stavparket i lakeret bøgetræ.

Restaurering

Restaureringens formål er at bevare det banebrydende enfamiliehus, som har været med til at udvikle parcelhuset til at blive den mest yndede boligtype.

Arbejdet forventes at være færdigt i 2016, hvor huset kortvarigt vil blive åbnet for offentligheden, inden det lejes ud.

Poul Henningsens eget hus

Selvom PH nåede at tegne en del ejendomme, blandt andet både som selvstændig arkitekt og som ansat hos andre arkitekter, er han primært kendt for sine lamper og sin omfattende virksomhed som skribent. PH’s tanker og ideer om villaen og dens udformning blev tegnet og udført af arkitekten Viggo Møller-Jensen fra PH’s tegnestue.

Det er kendt, at PH ikke havde tålmodigheden til at tegne og detaljere de ideer, han fik. Det arbejde blev derfor udført af tegnestuens ansatte. Viggo Møller-Jensen blev senere selvstændig arkitekt og har tegnet en del af det sociale boligbyggeri, som tegnestuen stod for.

Ejendommen er fredet i 1995. Udover et nyt køkken fra 1954, udskiftning af lidt sanitet, en garage i 1972, og en ændring af solterrassen, står huset i meget original stand.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125