23948sdkhjf

Minister er lydhør over for mobil-debat

DS Håndværk og Industri glæder sig over at DF har kaldt by-, bolig og landdistriktsministeren i samråd. Organisationen har selv holdt møde med ministeren om problemet
Før sommerferien mødtes DS Håndværk og Industri med minister for by-, bolig og landdistrikter Carsten Hansen (S) for at drøfte problemet med dårlig mobil- og internetdækning i de danske yderområder.

Som Licitationen skrev tidligere på ugen, har Dansk Folkepartis landdistriktsordfører, Mette Hjermind Dencker, nu kaldt ministeren i samråd for at redegøre for, hvordan regeringen vil sikre bedre dækning i yderområderne.

Det glæder derfor Steen Hoeck Klausen, erhvervsudviklingschef i DS Håndværk & Industri, at der kommer politisk fokus på problemet.

- Vi ved, at mange af vores medlemmer har nogle udfordringer med dårlige mobilforbindelser og dårlig netdækning. På den baggrund skrev vi til ministeren. Han var på mødet meget lydhør og godt klar over problematikken, siger han.

DS Håndværk & Industri spurgte i foråret deres medlemsvirksomheder om, hvor vigtig en god mobildækning er for deres virksomhed i hverdagen. Her svarede 96,5 procent, at det er vigtigt eller meget vigtigt.

De adspurgte blev også bedt om at svare på, hvor vigtig en god eller hurtig internetforbindelse er for deres virksomhed i hverdagen. Her svarede 91 procent, at det er vigtigt eller meget vigtigt.

Arbejder på iPad

Steen Klausen undrer sig derfor over, at der i regeringens vækstplan ikke var afsat flere penge til at forbedre mobildækningen i landdistrikterne.

- Meget arbejde i håndværksvirksomhederne klares i dag på en telefon eller iPad. Her indrapporterer man aftaler med kunderne, materialer og registrerer timer. Hvis ikke der er en ordentlig internetforbindelse eller mobildækning kan håndværkeren være nødt til at køre lidt rundt, indtil han finder en ordentlig forbindelse. Nogle håndværksvirksomheder dropper derfor de digitale løsninger - det holder ikke. Vi bruger i Danmark mange penge på at investere i motorveje, men vi halter bagefter på den digitale infrastruktur, siger han.

Et medlem hos DS Håndværk og Industri, der er it-leverandør, har helt droppet at markedsføre deres produkter i nogle områder i Jylland, fordi der er så dårlig mobil- og internetdækning.

- En række andre områder er omfattet af forsyningspligten, så man kan godt diskutere om forsyningspligten også fremover skal omfatte mobiltelefoni. Det er selvfølgelig et spørgsmål om penge, men man burde i hvert fald undersøge, hvad det ville koste at sikre en bedre dækning i yderområderne, siger Steen Hoeck Klausen, der også er aktuel med et læserbrev i nærværende udgave af Licitationen - Byggeriets Dagblad.

debat side 8
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141