23948sdkhjf

Slot går efter plads på FNs kulturarvsliste

Efter fem års udgravninger på og omkring Nyborg Slot er vejen nu banet for en af de mest ambitiøse renoveringer af et middelaldermiljø nogensinde
Udbygningen og renoveringen af Nyborg Slot er en af de vigtigste enkeltbegivenheder for Fyn og Nyborg i nyere tid.

Med en foreløbig økonomisk ramme på 200 mio, kroner skal både slottet, som er bygget i begyndelsen af 1200-tallet, og byen sikres en fremtid, der måske byder på en plads på FNs fornemme Unesco kulturarvsliste.

Vejen er i hvert fald banet med de netop afsluttede arkæologiske udgravninger, der med stor nøjagtighed har dateret de nedrammede egetræspæle i voldgraven til år 1209, og som noget nyt har bevist, at der, ifølge forfatter og tidligere museumsdirektør Jørgen Skaarup, har ligget en mindst lige så stor bygning som den bevarede kongefløj langs den nordlige ringmur.

Klar til arkitekterne

Og det bliver ikke kun slottet og slotsholmen, der kommer i spil, når rekonstruktionen af Nyborgs middelalermiljø skal realiseres.

Også arealerne foran Nyborg Rådhus er i spil, så de besøgende i fremtiden kan få en autentisk oplevelse af slottet, der op gennem middelalderen udgjorde et respektindgydende centrum for kongemagten.

- De første vigtige skridt er taget. Nu vil det blive en opgave for arkitekterne og kulturstyrelsen at finde frem til, hvilke historiske dele, der skal indgå og fremdrages i byggeriet, siger Erland Porsmose, museumsdirektør for Østfyns Museer, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I boblergruppen

Han lægger ikke skjul på, at hans ambition er at få Nyborg Slot - “Danmarks planlagte kongelige residens" - på FNs verdensarvliste.

- Dét mål er ikke urealistisk. Vi ligger i boblergruppen, men selv i lyset af triumfen med at få Vadehavet og Møns Klint på listen, der føjer sig til Kronborg, Jellingestenene og Roskilde Domkirkes kongegrave, bliver det et langt og sejt træk, der kræver et solidt vidensgrundlag og stor vilje til at udbygge f0rmidlingen, siger Erland Porsmose.

Med en ny nordfløj og et højere Knudstårn, der vil indgå i den kommende arkitektkonkurrence, er Danmark nu på vej til at realisere et projekt, der, med Erland Porsmoses ord “kan formidle hvor stort og mægtigt byggeriet var for middelalderens mennesker".

Derfor vil områdets ridderturnerings- og torveplads, der i dag er p-pladser, naturligt nok komme i planlæggernes søgelys.

Naturligt knudepunkt

I forvejen er Gehl Architects ved at lægge sidste hånd på en byrumsanalyse, der skal kortlægge ikke bare slottets men også byens potentialer.

- Stedet er en perle og var for middelalderens konger, der altid var på rejse for fastholde deres magt, et knudepunkt, fordi Storebælt gennem hele historien har truet med at rive landet midt over, siger Erland Porsmose.

Han håber, at Nyborgs slotssatsning - der støttes af Realdania og A.P. Møller Fonden - vil afspejle den storhed, som slottet fik cementeret i 1525, da det blev udpeget til “meste residens" - det vil sige datidens svar på Amalienborg.

- Den status holdt i 40 år, så blev magtcentrum lagt i Frederiksborg og Kronborg, og senere København, men det er et vigtigt argument for en plads på Unescos kulturarvsliste, at Nyborg var en planlagt kongelig residensby, og at også stærke lokale kræfter i dag har arbejdet for at sikre by og borg som en smuk helhed. Og efter at København overtog residensrolle har Nyborg stadig spillet en central befæstningsrolle, siger Erland Porsmose til Licitationen.

Han tilføjer:

- Ambitionen fra mit synspunkt er, at det færdige byggeri vil sikre, at man forstår, hvor stort og mægtigt Nyborg Slot var i middelalderen. Alle landets rejsende skulle passere gennem Nyborg, det var knudepunktet. Så at få løftet resterne ind i nutiden, så man ikke er i tvivl om hvad der er nyt og hvad der er gammelt, og at gengive storheden i de intakte strukturer, det er udfordringen, siger Erland Porsmose, der også erkender, at murstenene ikke selv kan tale.

- Derfor bliver formidlingscentret, som vi også har set ved andre danske borganlæg, et meget centralt element for arkitekterne og styrelsen for Slotte og Kulturejendomme.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11