23948sdkhjf

Rådgivere savner fokus på infrastruktur

Der er ikke fokus på vedligeholdelse af landets veje, broer, kloakker og renovering af den offentlige bygningsmasse, viser en gennemgang af partiernes programmer. Selv om det ikke står i partiprogrammet, kan der godt være fokus på området, mener Socialdemokraterne
Folketingets partier forsømmer at forholde sig til vedligeholdelse af den offentlige bygningsmasse, kloaknet og vandforsyning i deres partiprogrammer.

Den konklusion når Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI) frem til i en ny analyse.

I analysen har FRI gennemgået partiernes programmer og holdninger på deres hjemmesider og fundet, at der ikke i særlig høj grad er fokus på vejvedligeholdelse, kloaknettet og vedligeholdelse af den offentlige bygningsmasse.

- Det er typisk jernbaner og veje, der nævnes i partiprogrammerne, mens kloakker, vandforsyning og den offentlige bygningsmasse ikke har samme bevågenhed. Det er bekymrende, når eksempelvis kloakkerne, der repræsenterer en investering af op mod 500 mia. kroner og vurderes til at have et vedligeholdelsesefterslæb og investeringsbehov på 20-55 mia. kroner, knap nok nævnes. Ude af øje, ude af sind lader til at være kutymen, men de seneste års skybrud har vist konsekvensen af den holdning, siger direktør i FRI Henrik Garver.

Dybt problematisk

Han mener, det er dybt problematisk, at ingen af de politiske partier tør sætte økonomi på de helt nødvendige investeringer i vedligehold af vores centrale offentlige infrastruktur.

- Infrastrukturen er selve kernen i den danske velfærdsstat. Manglende vedligehold vil betyde, at vi sender en markant regning videre. Og vedligehold kræver, at investeringer faktisk prioriteres, og ikke blot er tomme ord. Jeg savner den aktive politiske prioritering, siger Henrik Garver.

Analysen, der er en opfølgning til FRI's to år gamle State og the Nation-rapport, finder blandt andet, at hvor det i Socialdemokraternes partiprogram fremgår, at partiet ønsker at investere i nye veje og elektrificere jernbanesystemet, så nævnes vedligehold og renovering af kloakker, vandforsyning samt energirenovering af offentlige bygninger ikke i programmet.

Kloakker fungerer

Men det betyder ikke, at der ikke er fokus på emnerne, mener Jens Joel (S), der i sommerferien er partiets fungerende politiske ordfører.

- Vi har bestemt fokus på det. Vi har blandt andet gennemført en energirenoveringsstrategi, der sætter fokus på offentlige bygninger, siger han.

Ifølge Jens Joel er der mange emner, der ikke finder vej til partiprogrammet.

- Der er nogle ting i samfundet - herunder kloakker - som folk forventer fungerer. Derfor slås det ikke så stort op. Men det betyder ikke, at det ikke fylder noget på Christiansborg. Fordi et emne ikke er nævnt specifikt i partiprogrammet betyder det ikke, at det ikke optager os, siger han.

Koster samfundet dyrt

Hos FRI, mener man, at når de fleste partier ikke forholder sig til hele den danske infrastruktur, så koster det hvert år samfundet milliarder af kroner.

Det er Jens Joel ikke enig i.

- Det er ikke dyrt, at noget ikke står i et partiprogram. Der kan jo ikke stå noget om alle emner. Men hvis man ikke har forholdt sig til potentialer i bygningsmassen eller vedligeholdelse af kloaknettet, så ville det i længden blive dyrt for samfundet. Men det gør vi også, siger han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094