Budgetskred i verdensklasse
Det er blandt andet derfor, at vi nu ser det gå galt med den københavnske Metro. Men dog ikke hele årsagen. Politisk underbudgettering er også en del af forklaringen.
Selv om man nok kunne have forudsagt, at der kunne opstå ballade om støj og gener ved byggeriet, så havde man omkring et års buffer i tid til at få tingene gjort.
Når det ikke længere er tilfældet, og der gang på gang opstår tvivl om, hvordan der må arbejdes på projektet, må man også erkende, at det altså koster kassen at forsinke projektet på denne måde.
Det er et meget stort og meget kompliceret projekt at styre igennem, og forsinkelser ét sted, giver omgående omkostninger og fordyrelser andre steder.
Det er langt fra første gang vi har set det og sikkert heller ikke sidste. Historisk set blev Øresundsbroen dog et rimeligt fornuftigt projekt, mens Storebælt skred voldsomt. DR’s koncertsal er et andet eksempel på, hvor galt det kan gå.
Hvis der ikke i disse år passes meget på, kan det samme ske for de mange og meget store sygehusprojekter, hvor man allerede er i gang med at høvle etager af, fordi man kan se at budgetterne skrider. For sygehusene er overskridelserne delvist politisk begrundet, men det er også fordi beregnerne hos de rådgivende ingeniører ikke altid er realistiske med hensyn til, hvad ting koster at få bygget. Når man løbende skal udvikle på et byggeri og så at sige tegne og projektere det, mens det faktisk bygges, giver det problemer.
Når det gælder Metroen, så er der nok flere sandheder. Politisk betinget underbudgettering, i nogle tilfælde manglende styring, og uanset Rigsrevisionens konklusioner, så har de mange myndighedsforstyrrelser givetvis haft en stor indflydelse.
Men der er ikke noget at gøre. Det er op på hesten og få arbejdet gjort - og gerne til tiden.
