23948sdkhjf

Aarhus Letbane tilbage på skinner

Aarhus Letbane I/S forventer at kunne skrive kontrakt med totalleverandøren sidst i denne måned
Aarhus Letbane er tilbage på skinner, og efter alt at dømme kan de første passagerer fortsat hoppe på letbanen i slutningen af 2017.

Det står klart, efter regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF i sidste uge indgik en transportaftale, der betyder 330 mio. kroner ekstra til letbanen fordelt med 227 mio. kroner plus 103 mio. kroner i reserve.

Ganske vist mangler de to andre af letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland, at bevilge deres andel af den fordyrelse, som udbudsprocessen har afsløret, men det forventes, at Aarhus Byråd og regionsrådet på møder 25. juni tager positivt stilling til det nødvendige ekstra bidrag.

- Hvis den endelige afklaring af økonomien falder på plads den 25. juni, forventer vi i løbet af få dage derefter at kunne skrive kontrakt med det vindende konsortium, siger Claus Rehfeld Moshøj, der er direktør i anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S.

Han ønsker ikke at oplyse, hvilket af de tre tilbageværende prækvalificerede konsortier, der står til at løbe med den store kontrakt på den såkaldte transportpakke. Den består ud over af en anlægsdel også af teknik, signaler og toge.

Komplekst projekt

Det er langt højere tilbudspriser end forventet, der har skabt tvivl om aarhusianerne ville få den ønskede letbane. Der er i anlægsloven afsat knap 1,2 mia. kroner. De laveste bud på anlægsdelen har vist en fordyrelse på cirka 700 mio. kroner.

- Der er tale om et ganske komplekst projekt, hvor letbanen skal integreres med eksisterende jernbane, og den risiko det medfører har de bydende været meget bevidste om. Tilbudspriserne har derfor været endog meget højere end forventet, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Han oplyser, at der i forhandlingerne med de bydende er skåret over en mia. kroner af det samlede bud på hele transportpakken. Det er blandt andet sket ved forenklede løsninger og visse reduktioner.

- Vi har været hele paletten igennem, men vi har fundet den rigtige løsning, siger han.

- Tidsplanen er blevet lidt presset, men hvis vi forudsætter, at byråd og regionsrådet bevilger den resterende finansiering til anlægsfasen, så kører der letbane i Aarhus i 2017.

Der er tale om 12 kilometer letbanen gennem byen samt forbindelse til de nuværende lokalbaner Odderbanen og Grenaabanen, som der samtidig også skal leveres tog til.

Staten trækker sig

I transportaftalen, der sikrer ekstra 330 mio. statslige kroner til letbanen, hedder det, at en præmis for merbevillingen er, at staten trækker sig ud af anlægsselskabet.

Det er ikke usædvanligt, mener Kristian Würtz (S), rådmand for trafik og miljø i Aarhus Kommune.

- Vi har en klar forventning om, at staten også vil bidrage økonomisk til fremtidige letbaneetaper, som er en væsentlig faktor, når vi skal skabe vækst i hele det østjyske område, siger Kristian Würtz.

Samme melding kommer fra beskæftigelsesrådmand Jan Ravn Christensen (F).

- Aftalen mangler visioner og perspektiv på den længere bane, når det gælder opgradering af den kollektive trafik i Østjylland, herunder de næste etaper af letbanen. Det er en opgradering, der er helt nødvendig for at understøtte væksten i det østjyske, og dermed også på landsplan, siger Jan Ravn Christensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125