23948sdkhjf

Ny metode revolutionerer brobyggeri

En helt ny metode til byggeri af motorvejsbroer efter “perler-på-en-snor princippet har set dagens lys på DTU. Et forskningsprojekt skal nu videreudvikle opfindelsen
En ny betonteknologi, der anvender principperne fra noget så simpelt som en perlekæde, skal danne grundlag for en helt ny måde at bygge motorvejsbroer på.

Teknologien betyder, at broen kan samles ved siden af motorvejen for derefter at blive løftet på plads. Det giver ikke blot lavere byggeomkostninger – det betyder også, at motorvejstrafikken i langt mindre grad bliver forstyrret af byggeriet. Broerne kræver desuden mindre vedligeholdelse og holder længere end traditionelle broer, og sidst, men ikke mindst kræver de nye broer færre materialer og udleder dermed mindre CO2.

Får støtte til udvikling

For at broerne kan blive til virkelighed støtter Højteknologifonden samarbejdet mellem blandt andet DTU Byg og virksomheden Abeo A/S, som i dag ejer patentet på teknologien.

Kristian Hertz, som er professor ved DTU Byg, er opfinder af teknologien og skal være med til at videreudvikle den:

- I dag bliver langt størstedelen af alle motorvejsbroer støbt på stedet, hvilket er en månedlang proces, der kræver et omfattende stillads- og formarbejde og giver trafikgener. Vores nye perlekædeteknologi er baseret på et princip, hvor vi trækker et antal betonelementer á la de kendte SL-elementer på en forspændingsline, ligesom perler på snor, som sammenspændes til en buebro. Broen anvender princippet “træk kan tages som aflastet tryk" - et mange år gammelt kendt ingeniørbegreb. Dermed forsvinder også armeringsjernene, som der ikke er brug for i denne konstruktion. Arbejdet udføres ved siden af vejen. Broen kan derefter løftes på plads i løbet af noget, der ligner en weekend, med minimale gener for trafikken, siger han.

Ud over Abeo og DTU består holdet bag broprojektet af stærke industriaktører i form af Grontmij, Skandinavisk Spændbeton og Perstrup.

Ifølge Martin V. Kjær, markedsdirektør i Grontmij, der har været med i udviklingen fra starten, hænger deres involvering kraftigt sammen med miljøperspektiverne i den nye teknologi:

Miljømæssig fordel

- Byggeriet står for 10 procent af verdens CO2-udslip, betonproduktionen alene udgør fem procent, så det er et område med store besparelsespotentialer. Samtidig har byggebranchen i 10 år nu efterspurgt effektivitets- og produktivitetsforbedringer. Derfor er det meget interessant med en teknologi, som ikke bare gør opførelsesprocessen af broer langt mere effektiv og nedbringer vedligeholdelses-omkostningerne, men samtidig giver store CO2-besparelser. Det kan forhåbentligt være med til at bryde den opfattelse, at miljøvenligt byggeri altid koster mere, udtaler Martin V. Kjær.

Arbejdet med at udvikle de nye broer skal efter planen løbe over de næste tre år, og i løbet af denne periode er det blandt andet målet at opføre en 15 meter lang fuldskalabro.

Stærk innovation

I Danske Anlægsentreprenører finder man det spændende med nye metoder:

- Hvis det viser sig, at det kan virke og holde i virkeligheden, så er det jo spændende for produktiviteten og for miljøet, siger direktør Niels Nielsen, og tilføjer at det jo er stærkt positivt med innovation på området, så bygge- og anlægssektoren kan leve op til de nødvendige stigninger i produktiviteten.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109