23948sdkhjf

Kommuner bør flytte 10. klasser

10. klasse vil have bedre af, hvis de i hele landet bliver lagt under erhvervsskolerne, mener Dansk Byggeri. Det har man gjort i Horsens med stor succes
Det er langt bedre at placere 10. klasse på erhvervsskolerne end at fastholde de centre, hvor mange elever i dag tager det ekstra år i grundskolen.

Det mener både Dansk Byggeri og erhvervsskolen Learnmark i Horsens, der i dag har stor succes med at få de studerende videre i uddannelsessystemet efter deres 10. klasses eksamen.

Med virkning fra den 1. august 2010 blev folkeskoleloven ændret, så institutioner, der udbyder erhvervsuddannelser, også kan tilbyde 10. klasseundervisning efter overenskomst med en kommunalbestyrelse. Men indtil nu har kun få kommuner oprettet 10. klasser på de tekniske skoler.

En af frontløberne har været Horsens Kommune. I 2011 indgik kommunen en aftale med Learnmark, der overtog hele 10. klasses tilbuddet.

- Da vi startede, var vi de eneste, så fulgte København efter, og siden er lidt flere kommet til. Men en del kommuner har desværre lavet delløsninger, hvor de kun flytter en enkelt 10. klasse eller to over til erhvervsskolerne og så bibeholder centrene, siger uddannelses- og afdelingsleder Helle Balleby fra Learn-mark.

Hun mener, at med flytningen af 10. klasse er der kommet et mere klart sigte.

- Før vidste man ikke rigtigt om 10. klasse var afslutningen på grundskolen eller starten på noget nyt. Hos os er det starten på noget nyt. Det har gjort noget for elevernes selvbillede, fordi de nu føler, at de er i gang med en ungdomsuddannelse. De vokser simpelthen hos os. Samtidig får de unge et godt indblik i mulighederne, da de er ude i flere forskellige samarbejdsforløb med de forskellige uddannelser. Der er ingen tvivl om, at det giver god mening, siger Helle Balleby, der derfor undrer sig over, at flere kommuner ikke har fulgt trop.

I miljøet

Også hos Dansk Byggeri mener afdelingschef Louise Pihl at 10. klasse bør ligge hos erhvervsskolerne.

- På den måde kommer eleverne ind i miljøet. For nogle elever kan centrene sikkert fungere fint, men de er ikke i tilstrækkelig grad knyttet op på næste step i uddannelsessystemet. Det er desuden vores indtryk at nogle af 10. klassescentrene fungerer mindre godt, og at det derfor ville være langt bedre at lægge 10. klasse over hos erhvervsskolerne. Fordelen for hele den private sektor er, at eleverne bliver introduceret for erhvervsskolerne og deres muligheder, og de bliver mere afklarede i forhold til deres uddannelsesvalg. Det burde være en mulighed alle steder. I Dansk Byggeri vil vi derfor gerne opfordre kommuner til at gentænke 10. klasse og samarbejde mere med erhvervslivet, siger Louise Pihl.

Hun mener dog, at erhvervsskolereformen er et skridt i den rigtige retning, da kommunerne fremover bliver forpligtet til at lave et 10. klasses tilbud i samarbejde med de tekniske skoler, der er målrettet de elever der ikke har bestået dansk og matematik i 9. klasse.

For mange i 10. klasse

På Christiansborg opfordrer Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen også til, at kommunerne tænker erhvervsskolerne ind i 10. klassesforløbet, men han ville ikke lovgive om, at de skal flyttes til de tekniske skoler.

- Jeg har som politiker stor respekt for kommunerne - det skal fortsat være op til dem at bestemme, hvordan de vil gøre det. Det er klart mit indtryk at kommunerne har været lydhøre overfor at arbejde tættere sammen med erhvervsskolerne, så 10. klasse ikke bliver en del af folkeskolen, men en præ-uddannelse, der hjælper dem på rette vej videre i uddannelsessystemet, siger han.

V-ordføreren, der i starten af året lagde stemmer til erhvervsuddannelsesreformen har klare forventninger om, at 10. klasses tilbuddet fremover bliver knyttet til erhvervsskolerne.

- På den måde får 10. klasse et klart sigte., For den har en berettigelse og vi er i Venstre tilhængere af 10. klasse. Men det skal være for dem, der opfylder formålet. I dag tager alt for mange 10. klasse - den debat må vi tage i fremtiden, siger Jens Juel Jensen.

Licitationen - Byggeriets Dagblad har forsøgt at finde tal på, hvor mange kommuner, der udbyder 10. klasse på en erhvervsskole og på hvor mange elever, der tager 10. klasse på en erhvervsskole, men Undervisningsministeriet har oplyst, at de ikke ligger inde med tallene. Leder side 4
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14