23948sdkhjf

Nul skattelettelser i ny vækstplan

Der bliver ingen store lettelser i skatter og afgifter for erhvervslivet. Det slog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) endnu en gang fast, da hun i går åbnede Dansk Byggeris årsdag
- Har I tænkt på, hvor meget vi opholder os i bygninger?

Sådan skød statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sin tale i gang, da hun i går åbnede Dansk Byggeris årsdag, der blev holdt i Tivoli Congress Center i København.

Og det havde tilhørerne i salen sandsynligvis tænkt på en gang eller to.

- Jeg har hørt, at det er omkring 20 timer i døgnet, vi opholder os i huse, som I har været med til at bygge. Når vi ikke opholder os i bygninger, så kører vi rundt på vejene, som I har anlagt, der bliver oplyst af elkabler, eller vi tjekker vores telefoner, der er knyttet til antenner, som I har været med til at sætte op. I former vores hverdag, I bygger vores land, og I giver arbejde til tusindvis af mennesker, sagde statsministeren og fortsatte med en ros af regeringen:

- Vi har hævet de offentlige investeringer til det højeste niveau i mere end 30 år. Det betyder også noget for jer. Skole, børnehaver og almene boliger bliver renoveret til det bedre, og det giver arbejdspladser til rigtig mange danskere.

Social dumping

I talen gjorde statsministeren blandt andet meget ud af at rose byggebranchen for dens initiativer mod social dumping.

- Vi skal sikre, at de nye arbejdspladser, vi får, er på ordentlig løn og arbejdsvilkår. Vi ved, at der er udenlandske virksomheder, der omgår de danske spilleregler, som vi har bygget op. Det er unfair overfor alle jer her i salen, der spiller efter reglerne. Parterne i byggeriet har aftalt en indsats mod social dumping i de overenskomster, som I indgik for et par måneder siden. I går den rigtige vej. Det er også vigtigt at regeringen bidrager. Vi har øget kontrollen på arbejdspladserne, og det virker. Desværre viser kontrolbesøgene, at der er et reelt problem på byggepladserne at tage fat på. Derfor skal vi blive ved med at sætte hårdt ind over for de firmaer, som ser stort på lovgivningen, sagde Helle Thorning-Schmidt og gik videre til det for tiden omdiskuterede kædeansvar:

- Regeringen har været meget tydelig omkring kædeansvar. I kan ikke kontrollere alle jeres underleverandører ned til mindste detalje. Den byrde, mener jeg, er ikke rimelig at pålægge jer. Men det betyder ikke, at man bare skal lukke øjnene, hvis man ved, at underleverandøren bryder reglerne.

Vækstplan

Det sidste emne på statsministerens dagsorden var som ventet en lille flig af den kommende vækstplan, som skal omsætte Produktivitetskommissionens anbefalinger til konkrete politisk initiativer.

- I kan godt regne med, at regeringen tager jeres vilkår alvorligt. Vi er nu i gang med at følge op på Produktivitetskommissionens anbefalinger. Det, vi desværre ser, er, at Danmarks produktivitetsvækst har været lavere end i lande som Sverige og Tyskland. Det er gået den forkerte vej i de seneste ti år. Nu ser regeringen på de meget konkrete anbefalinger, der er kommet fra kommissionen. Vi skal hæfte os ved, at kommissionen siger, at der ikke findes én ting, der kan løse alting. Vi må finde på mange forskellige ting, sagde hun.

Ingen skattelettelser

Byggeriets ønske om at bevare den populære BoligJob-ordning kom statsministeren ikke ind på. Derimod skal erhvervslivet ikke forvente flere skattelettelser med forårets vækspakke.

- Sidste år gennemførte vi en meget stor vækstplan. Vi satte 90 mia. kroner af til at styrke konkurrenceevnen, og vi havde markant fokus på at sænke skatter og afgifter. Jeg vil gerne sige det meget klart: Når vi her til foråret kommer med vores vækstinitiativer, så bliver det ikke med markante nye skatte- og afgiftslettelser. Det er meget enkelt - det har vi faktisk ikke pengene til, hvis vi gerne vil udvikle vores velfærd, sagde hun.

Regeringen vil i stedet gøre det offentlige mere effektivt i sin sagsbehandling.

- Det er vores holdning af vi kan øge produktiviteten og forbedre virksomhedernes vilkår uden af bruge mange penge. Vi kan for eksempel fjerne nogle af de bøvlede regler, som omgiver jeres arbejde. Det offentlige kan behandle sager hurtigere, og vi kan fjerne regulering, som hæmmer produktiviteten, og som beskytter brancherne mod konkurrence. Det vil være en del af indholdet, når vi fremlægger vores vækstinitiativer, sagde Helle Thorning-Schmidt, der slutteligt lovede at se nærmere på de store kommunale forskelle i byggesagsgebyrer og den tid det tager at behandle disse.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11