Olie- og energiselskabet Uno-X Energi har købt Kædeby Maskinforretnings olieafdeling. Alle medarbejdere fortsætter, men nu med et stærkt og investerende selskab i ryggen, der vil fremtidssikre olieafdelingen, de lokale arbejdspladser og den lokale service. Den 1. maj bliver Kædeby Maskinforretnings olieafdeling officielt overtaget af Uno-X Energi. Overtagelsen er med til at sikre, at Kædeby Maskinforretnings olieforretning kører videre som hidtil nu blot med nye ejere. For Uno-X Energi handler det om at bibeholde og styrke den lokale forretning.
- Vi har opkøbt Kædeby Maskinforretnings olieafdeling, fordi vi med vores størrelse kan være med til at holde liv i og videreudvikle en god og sund lokal forretning. Vi laver ikke om på olieforretningen, og vi er glade for at kunne beholde de samme ansatte på kontoret på Kædebyvej 1, siger Michael B. Hansen, divisionschef hos Uno-X Energi.