23948sdkhjf

Grøn fjernvarme er en eksportmulighed

Den danske fjernvarmeindustri har udsigt til en tredobling af eksporten frem mod 2020 i takt med at flere lande omstiller til grøn energi. Konference sætter fokus
Fjernvarme er ikke kun billig opvarmning til forbrugerne men er også en gylden mulighed for vækst og beskæftigelse i Danmark.

Disse muligheder ser handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og energieksperter nærmere på torsdag den 25. april ved start-konferencen for den nye tænketank og analyseenhed Grøn Energi hos Dansk Fjernvarme i Fjernvarmens Hus i Kolding.

Fjernvarmeindustrien eksporterer for nuværende for fem mia. kroner, men da den internationale energidagsorden handler om grøn omstilling og energieffektivisering, så er fjernvarme det redskab, som blandt andet Det Internationale Energiagentur (IEA) og EU peger på skal bruges.

Helt specielt kraftvarme-idéen med at udnytte overskudsvarmen fra de store kraftværker til fjernvarme anbefales. For den danske fjernvarmeindustri er der udsigt til en tredobling af eksporten frem mod 2020 til 15 mia. kroner, hvilket samtidig vil skabe 4.000 nye job.

Skære ned på CO2

På verdensplan udgør efterspørgslen efter varme 47 procent af energiforbruget, mens el eksempelvis kun udgør 21 procent.

- Grøn dansk fjernvarmeindustri tilbyder fjernvarmeløsninger som billigt, effektivt og her og nu kan reducere forbruget af fossile brændsler markant og dermed skære voldsomt ned på CO2-udledningen. Danske virksomheder er internationalt anerkendte for deres kunnen og for at gå sammen om at tilbyde samlede løsninger. Det danske fjernvarmesystem er derfor et unikt hjemmemarked som grundlag for eksport og udbredelse af effektive grønne energiløsninger, siger Pia Olsen Dyhr.

Alene EU-landene spilder årligt energi for 500 mia. euro (3.727 mia. kroner), svarende til cirka 1.000 euro (7.455 kroner) per forbruger. Energi som kunne have været opsamlet og udnyttet via fjernvarme.

Internationalt førende

Danmark er internationalt førende på fjernvarmeområdet med udgangspunkt i en udbygning af det danske fjernvarmenet til 63 procent af alle husstande svarende til mere end 1,6 millioner husstande. Systemet er bygget op gennem årtier og har skabt den base, som fjernvarmeindustrien har udviklet sig ud fra.

De danske forbrugere kan i dag varme sig ved 52 procent grøn fjernvarme, som blandt andet kommer fra overskudsvarme fra industrivirksomheder, biomasse, biogas, affaldsforbrænding, kraftvarme, vind, geotermi og sol.

Solvarme er den teknologi, som for øjeblikket udvikler sig hurtigst. Der er i dag omkring 40 storskalaanlæg i drift, og fjernvarmeselskaber landet over har i dag planer om minimum en fordobling inden for halvandet års tid. Solvarme er et område, som har kæmpe international interesse.

- Fremtidens energisystemer bliver en blanding af mange forskellige energikilder som vindenergi, solenergi og i det hele taget grøn fjernvarme. Danmark er allerede langt i at få disse forskellige kilder til at spille sammen. Den viden efterspørges allerede på mange eksportmarkeder. Ikke mindst er de hastigt voksende megabyer i Kina og andre vækstlande på jagt efter løsninger, der kan sikre dem en pålidelig og grøn energiforsyning. Danmark har disse grønne løsninger. Jeg er sikker på, at vi i de kommende år vil se en markant øget eksport af danske fjernvarmeløsninger, siger Pia Olsen Dyhr.

Gylden energisucces

Udgangspunktet i Danmark er med til at åbne muligheden for en gylden dansk energisucces, peger udviklings- og analysechef Jesper Koch fra Grøn Energi på.

- Vi står med kæmpe muligheder, fordi vi har et unikt udgangspunkt i Danmark. Dels kan vi med vores fleksible fjernvarmesystem omstille opvarmningen til at være 100 procent grøn allerede inden 2035. Dels kan vi gøre det på en måde, som sikrer grøn dansk vækst, siger Jesper Koch.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125