23948sdkhjf

En sløv start på 2014

Storme og mildt vejr har ikke givet den forventede omsætningsfremgang i bygge og anlæg
Byggeriet har fået en væsentligt mere sløv start på 2014 end forventet. Et par efterårs- og vinterstorme, mildt vejr og Boligjobordningen har ikke givet det forventede boost til omsætningen.

Ifølge Danmarks Statistiks netop offentliggjorte tal landede bygge- og anlægsbranchens omsætning på hjemmemarkedet i januar 2014 på 12 mia. kroner. Det svarer til en stigning på 2,7 procent i forhold til januar sidste år.

- Under normale omstændigheder ville vi glæde os over en sådan omsætningsfremgang, men en række faktorer pegede imidlertid i retning af en meget bedre start på 2014, siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

Han noterer, at januar 2013 både vejrmæssigt og politisk var iskold.

- Det var en hård vinter og Boligjobordningen var - midlertidigt viste det sig - afskaffet. I år har vi omvendt haft en mild vinter, en populær Boligjobordning og et ekstraordinært højt aktivitetsniveau med udbedring af stormskader. Så når den registrerede byggeomsætning på den baggrund kun stiger med 300 mio. kroner i januar, så er det slet og ret et skuffende facit, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri mener imidlertid, at man kan have en berettiget forventning om senere opjustering af byggeriets omsætningstal for januar.

Længere kredit

Det skyldes den håndsrækning, som politikerne gav de små virksomheder med sidste års vækstpakke. Her blev kredittiderne for de mindste virksomheder forlænget, og virksomheder med en årlig omsætning på under fem mio. kroner fra 2014 kan afregne moms hvert kvartal i stedet for månedsvis.

- Derfor skal man tage et vist forbehold, når 2014-tal med det nye regelsæt sammenlignes med 2013-tal. Det er dog ikke sådan, at de helt små virksomheders månedlige omsætning ryger helt ud af statistikken, men den baseres på et foreløbigt skøn i stedet for faktiske tal – og vil derfor blive revideret ved de kommende opgørelser. Vi formoder, at netop de små lokalt baserede håndværksfirmaer, der nu får mulighed for kun at indberette momsen kvartalsvis, kan være overrepræsenteret i både udbedring af mindre stormskader og i opgaver under Boligjobordningen. Derfor bliver januar-tallene formentlig og forhåbentlig bedre, når vi får de faktiske tal, lyder Bo Sandbergs vurdering.

Det er ikke kun byggeriet, der er begyndt 2014 lidt sløvt. Den samlede indenlandske omsætning i erhvervslivet faldt med fire mia. kroner til 190 mia. kroner i forhold til januar sidste år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094