23948sdkhjf

Renere diesel i liften

Slagelse Lift skifter nu fra diesel til det renere GTL-brændstof på virksomhedens hjemmetanke, der dagligt forsyner over 250 lifte, lastbiler og andet motoriseret udlejningsmateriel.

Skiftet kommer efter en forsøgsperiode med brug af det naturgasbaserede brændstof og vil gavne både lokalmiljø, medarbejdere og kunder i form af langt færre udstødningspartikler fra maskinerne.

- Vi har de seneste år udbygget vores forretning til andre dele af landet for at kunne betjene vores kunder endnu bedre. Både private og erhvervskunder i virksomheder og kommuner stiller i dag krav til entreprenører og håndværkere om at der bruges klimavenlige løsninger. Derfor bliver det fremover også lettere for vores kunder at leve op til disse krav, når materiellet kører på et mere miljøvenligt brændstof, forklarer Anders Lindboe, der er udlejningschef i Slagelse Lift.

- Derfor er det naturligt for os at udnytte muligheden for at køre på et brændstof, der forbrænder renere og udleder færre skadelige partikler, tilføjer han.

- Desværre kan vi i dag ikke få de typer af lifte vi har med eldrift. Ellers ville det måske være en løsning, men en fleksibel vej frem er denne løsning, hvor udstødningen brænder noget renere, når vi bruger GTL, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

I dag løser Slagelse Lift opgaver for kunder i hele landet med afsæt i afdelingerne i Slagelse, Glostrup, Næstved og Aalborg. Og særligt øget aktivitet i byerne gør, ifølge Anders Lindboe, at Slagelse Lift ønsker at sætte ind over for dieselmaskinernes udledning af dieselos og partikler til lokalmiljøet.

Opgaver i byerne

- I takt med at vi får stadig flere opgaver, ikke mindst i landets større byer, gør dét at vi kan nedbringe partikeludledningen fra vores materiel, en reel forskel for vores kunder og for omgivelserne generelt. Dermed har vores skift væk fra traditionel diesel, som oprindeligt udsprang af et ønske om at gøre noget for vores medarbejdere, i løbet af kort tid fået en langt større betydning hos kunderne, siger han.

Det er energiselskabet DCC Energi (der også står bag Shell tankstationerne herhjemme) som står for at levere det nye brændstof til Slagelse Lift. Da GTL-brændstof er lavet på naturgas, og ikke råolie som diesel, forbrænder det renere og er samtidig nærmest lugtfrit og lettere bionedbrydeligt. Det betyder, at bl.a. udledningen af skadelige partikler fra dieselkøretøjer, afhængig af motortype, kan reduceres med op til 38 procent med GTL sammenlignet med almindelig diesel.

Og ifølge Anders Lindboe giver det en mærkbar forandring for alle, der går forbi eller arbejder rundt om maskinerne. Det nye brændstof hos Slagelse Lift er fuldt blandbart med almindelig diesel og har ikke krævet nogen tilpasning af materiel og maskiner.

Han har ikke umiddelbart planer om at efterspørge eldrevne lifte og kraner:

- Som sag findes de løsninger vi bruger ikke rigtigt som eldrift i markedet, og vi er nødt til at køre med de gængse anerkendte mærker, for ellers kan vi ikke få noget for dem, når vi skal skifte dem ud til nyt. Vi følger selvfølgelig hele tiden markedet, men vi holder os til det, vi kender, for det er nødt til at være pålideligt og 100 procent sikkert for vore kunder, siger han til Licitationen.

Han oplever som alle andre, at det kan være et problem at få reservedele til lifte og kraner:

- Det er et problem alle steder i denne tid, hvor der er knaphed på små dele. Vi løser det så godt vi kan, og det går endda, siger han, men erkender at det kan være lidt svært engang imellem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11