23948sdkhjf

Landets største udlejer sætter fokus på miljøet

Når virksomhederne går ind i udviklingen af miljøvenlige alternativer, så er det ikke kun fordi, at det gavner miljøet. Der er nemlig ret store gevinster at hente ved at konvertere til en mere miljøvenlig og digital infrastruktur i virksomheden.

Hos GSV Materieludlejning er netop dette i fokus, og der er kontante besparelser ved at indhente data og bruge dem rigtigt.

Netop i dag afholdes konferencen "Fremtidens Byggeri" i København, og i den anledning har vi talt med adm. direktør i GSV Materieludlejning, Dan Vorsholt om, hvad digitalisering og fokus på miljøet konkret betyder for den virksomhed, som han står i spidsen for.

- Jeg vil bringe tre punkter til mit indlæg på konferencen. Det gælder en øget digitalisering, det gælder en solid el-infrastruktur og det gælder bæredygtighed i udbuddene, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ny it-platform

Han fortæller, at firmaet har sat fokus på digitaliseringen ved at udvikle en ny it-platform, som indsamler langt mere data.

- Det gør, at vi nu kan se de helt konkrete muligheder. Før tilbragte vores materiel cirka 15 pct. af tiden på logistik, værksted eller klargøring. Ved at indsamle data om, hvad maskinerne præcist laver, så har vi nu nedbragt dette til otte pct. af tiden. Det er ikke småting, hvis vi omregner det til kapacitet, for det betyder i konkrete tal, at vi har mere end 1.000 maskiner mere til vores rådighed til udlejning og til gavn for vores kunder. Det betyder så også, at vi ikke behøver indkøbe helt så meget materiel. Det er meget konkret, siger han.

Kombinerer data

De mange data indsamles blandt andet ved hjælp af et it-program, som samler data fra alle for forskellige telematiksystemer, der er i entreprenørmaskinerne i dag. Et program, som GSV selv har fået udviklet.

- Der sidder i dag flere både sporingsenheder og andre telematiske systemer i maskinerne, og en række af producenterne har i dag deres egne systemer. Ved at udvikle en software, der kan indsamle og samle data fra alle systemerne, får vi et samlet overblik, siger han.

Den digitale platform giver firmaets kunder adgang til GSV’s data på de maskiner, de lejer. Det vil sige, at de kan se præcis hvornår de kører, hvor de er placeret og om de går i tomgang eller ikke bliver brugt.

- I løbet af efteråret vil vores kunder kunne trække rapporter bygget på de aktuelle data fra maskinerne, hvor de blandt andet vil kunne se præcist hvor meget CO2 maskinen har udledt, hvorhenne og i hvilket tidsrum. Det kan hjælpe vores kunder med at dokumenterer deres CO2 forbrug på den enkelte byggeplads, forklarer Dan Vorsholt.

En fælles indsats

Dan Vorsholt opfordrer hele den samlede bygge- og anlægsbranche til at stå sammen om de grønne tiltag.

- Vi er nogle af dem, der sviner allermest, og vi vil gerne gøre noget ved det sammen med bygherrer, entreprenører og producenter. Byggebranchen står for 30 pct. af Danmarks samlede CO2-udslip, og 10 pct. stammer alene fra anlægsprocessen og i produktion af materialer. Derfor er vi nødt til at få omstillingen op i fart, siger han.

Men for at kunne gøre det effektivt, er det vigtigt at infrastrukturen udbygges, så den kan håndtere behovet for mere eldrift.

- Der er ikke meget hentet ved at bruge elmaskiner, hvis der står en dieselgenerator i hjørnet og kværner strøm på batterierne. Derfor skal el-infrastrukturen tænkes ind i byerne, og det gælder ikke kun storbyerne, for hvis lademulighederne er for dårlige, får vi ikke gennemført omstillingen, og vi når ikke målene, tilføjer han.

Flere muligheder

Dan Vorsholt erkender, at langt fra alt arbejde kan udføres med de fortrinsvis små og mindre maskiner, som i dag kan køre på el.

- De store maskiner vil stadig køre på diesel, men ved at skifte til HVO diesel (Hydrotreated Vegetable Oil, også kaldet biodiesel, red.), når man rigtigt langt, siger han.

Det er ifølge Vorsholt heller ingen hemmelighed, at el- og batteridrevne gravemaskiner koster en del mere end klassiske dieseldrevne.

- Men den overgangsperiode skal vi over, og det skal ske med politikernes hjælp ved at kompensere entreprenørerne i udbuddene. I Norge er der eksempelvis udbud, hvor bæredygtighed vægtes mere end pris - det vil vi ønske også at se herhjemme, siger Dan Vorsholt til Licitationen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11