23948sdkhjf

Tre er i spil til Bygherreprisen

Knap 20 kandidater er nu kogt ned til tre finalister, der skal kæmpe om Bygherreprisen, som Bygherreforeningen og Boligfonden Kuben står bag.

De tre finalister er Danmarks Tekniske Universitet for Bygning 310. Byudvikler Rune Kilden fra udviklingsselskabet Kilden og Mortensen, hvis navn står på hvert fjerde byggeprojekt i Aarhus. Samt Byggeri København for deres strategiske partnerskaber Trust og Plus.

Bygherreprisen 2020 hædrer en bygherre, som i et eller flere byggeprojekter har udvist en særdeles god og professionel bygherreindsats og som formår at udleve en stærk vision og sætte en strategisk retning for sit byggeri.

Finalisterne

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) for Bygning 310 og deres arbejde med digitalisering, nyskabende campusplaner og et ekstraordinært fokus på det stærke samarbejde i branchen.
Byudvikler Rune Kilden (Kilden & Mortensen), hvis navn står på hvert fjerde byggeprojekt i Aarhus Ø. Hans filantropiske tilgang gør, at han i sit arbejde med at skabe liv i det nyopførte byområde, også støtter både lokale væresteder og unge iværksættere.
Byggeri København for deres strategiske partnerskaber Trust og Plus. Begge partnerskaber har demonstreret sig som samarbejdsformer, der mindsker konflikter, og udbudsmaterialet fungerer nu som inspiration for andre offentlige bygherrer.

I år har der været særligt fokus på bygherrer, som har demonstreret et godt og ansvarligt samarbejde med bæredygtige gevinster i miljømæssig, social eller økonomisk form.

- Bygherreprisen er en af de meget få anerkendelser for bygherrerne. Prisen er med til at stille skarpt på en god historie, og er med til at synliggøre det efterstræbelsesværdige - det har branchen brug for, og det har de nominerede fortjent, udtaler jurymedlem Peter Fangel Poulsen fra rådgivervirksomheden Bauherr i en pressemeddelelse.

Det er Boligfonden Kuben, som sammen med Bygherreforeningen uddeler den prestigefyldte pris. Prisen blev senest uddelt i 2019, hvor Himmerland Boligforening løb af med sejren.

Har taget teten
Feltet af indstillede bygherrer rummer både små og store, offentlige og private bygherrer, men fælles for de mange projekter er, at de i særlig grad har taget teten, og er gået forrest i at etablere og udføre ansvarlige samarbejder på tværs af branchen.

Det har ikke mindst været vigtigt i 2020, hvor coronakrisen har stillet byggebranchen over for store ukendte udfordringer.

Det stiller store krav til bygherren. Men omvendt er det ikke kun i krisetider, at samarbejder kan styrke byggebranche, hvilket de tre finalister ifølge direktør i Bygherreforeningen Henrik L. Bang er gode eksempler på.

- DTU og Byggeri København fungerer som forbilleder i kraft af deres evne til at drive nye samarbejdsformer frem i branchen til inspiration for mange andre, mens Rune Kilden er en stor inspirator og aktivist, som har formået at løfte barren for byudvikling ved at insistere på at give noget tilbage til de byområder som han involverer sig i. Han udviser både kulturelt og socialt engagement i en imponerende grad, siger Henrik L. Bang i en pressemeddelelse.

Prisen uddeles den 12. november i København.

Bygherreprisen

Bygherreprisen hædrer en bygherre som i et eller flere byggeprojekter har udvist en særdeles god og professionel bygherreindsats, værdig til efterfølgelse. Prisen skal sætte fokus på bygherrens vitale rolle og ansvar som igangsætter og ankerperson i byggeprocessen.

Temaet for Bygherreprisen 2020 er bygherrer, som har demonstreret et særligt godt og ansvarligt samarbejde med bæredygtige gevinster i miljømæssig, social eller økonomisk form, og dermed skaber værdi for egne byggeprojekter, for samarbejdspartnere og branchen generelt.

Bygherreprisen uddeles i et samarbejde mellem Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen. Prisen blev første gang uddelt i 1999. De seneste to år har det været henholdsvis Realdania By & Byg som vandt i 2018 for opførelsen af BLOX, og Himmerland Boligforening, som modtog prisen i 2019.

Årets pris uddeles den 12. november på konferencen ”Byggeriet mod 2030: Global udvikling og lokale hensyn efter corona” i København.

Artiklen er en del af temaet Building Awards 2020.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219