Stor ekstraregning venter fynsk renseanlæg
Assens Forsyning skal i gang med at bygge et nyt renseanlæg, som er budgetteret til 250 mio. kr. Det skriver Fyens.dk.
I det skitserede anlæg er der imidlertid kun planlagt overdækning af de beluftningstanke, hvor der er en høj risiko for lugtgener, mens de tanke, hvor der ingen lugt er, eller der kun er en lille risiko, ikke skal overdækkes.
Udvalget for Miljø, Teknik og Plan i Assens Kommune har imidlertid afslået Assens Forsynings ansøgning om at fjerne overdækningen på tankene med lav lugtrisiko – og det gør den samlede anlægssum dyrere.
Kommunikationsmedarbejder hos Assens Forsyning, Gerdt Hylbæk Nielsen, anslår, at de samlede anlægsudgifter vil stige med 20-30 mio. kr. Dertil kommer ekstra driftsomkostninger på 1-2 mio. kr. årligt.
- De renseanlæg, vi har i kommunen nu, er ikke overdækket, og der er kun to renseanlæg i Danmark, hvor de her tanke er overdækket, fordi det ikke er nødvendigt, når de ligger udenfor byen, siger Gerdt Hylbæk Nielsen til Fyens.dk.