23948sdkhjf

Ny direktør: Casa skal omsætte for 3 mia. kr.

Den østjyske entreprenørvirksomhed lufter vækstambitioner efter en rokade i ledelsen.

Casa skal omsætte for 3 mia. kr. i 2020. Det skal ske ved at fortsætte entreprenørvirksomhedens hidtidige arbejde tilsat et øget fokus på data og business intelligence.

Det erklærer Kim Balle, der tiltrådte som økonomidirektør i Horsens-virksomheden for godt en måned siden.

- Når en virksomhed skal fordoble sin omsætning – vi skal i 2020 omsætte for 3 mia. kr. – stiller det blandt andet store krav til den måde, vi optimerer vores processer. Det har jeg erfaring med blandt andet fra DLG, hvor jeg havde ansvaret for mange af de større datterselskaber, og i Danske Bank efter finanskrisen, hvor vi reelt transformerede banken, kundetilgangen, produktpaletten, processerne osv. fuldstændigt, siger han og fortsætter:

- Det at arbejde med processerne og medarbejderne i en forretning under omstilling, er en stor faglig tilfredsstillelse og udfordring for mig

Fakta: Kim Balle

Kim Balle kommer fra en stilling som Group CFO og COO hos Danmarks største landbrugs- kooperativ DLG, der omsætter for omkring kr. 50 mia. årligt. Før da var han underdirektør i Danske Bank.

Han bestrider desuden en række bestyrelsesposter primært i investerings- og kapitalforeninger.

- Jeg er som person meget ambitiøs og ligetil. Det betyder, at jeg bestræber mig på, sammen med vores teams, konstant at løfte overliggeren, men på en måde hvor alle er med og vi sammen er enige om vores målsætninger, siger Kim Balle om sig selv.

- Jeg bor i dag i København, men er også rigtig meget på Casa’s hovedkontor i Horsens. Det er meget sjovt at opleve byen nu, da jeg i mine ungdomsår har boet 10 år i Horsens. Jeg kender og husker på de små kulturelle forskelle, som jeg også har fokus på i min funktion.

En del af en ledelsesrokade
Kim Balle tiltrådte som økonomidirektør for Casa i midten af november. Udnævnelsen gjorde, at Per Christian Hansen stoppede på posten i det, der betegnes som en planlagt rokade. Hensigten var at frigøre Per Christian Hansens tid til poster i andre af Casa-stifter Michael Mortensens selskaber.

I starten af denne uge kom så nyheden om, at Per Semmling også fratræder sin post i direktionen. Per Semmling selv ønsker ikke at udtale sig med henvisning til, at han har tavshedspligt.

Ifølge Michael Mortensen, adm. direktør i Casa, er Per Semmling blevet fritstillet med løn i en længere periode, som følge af et strategiskifte i den sjællandske afdeling, som Per Semmling var direktør for. Her flytter Casa nu fokus fra opbygning til produktion, og det kræver, ifølge Michael Mortensen, en anden profil end Per Semmling.

Den nye mand i Casa-direktionen kommer fra Danske Bank og senest DLG. Og han har tænkt sig at tage erfaringerne derfra med sig ind i byggebranchen.

- Et af de områder, der har mit meget konkrete fokus, er vores arbejde med data, og det at bringe relevant data/business intelligence ud i en dialog med forretningen. Vi skal skabe datagrundlaget for væsentlige, kommercielle beslutninger. Derudover ligger hele den overordnede risikostyring mig også meget på sinde. Det har Casa haft fokus på lige fra starten, og det er klart, at jeg med min baggrund fra den finansielle sektor vil kunne tilføre yderligere perspektiver og transparens.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094