Rambøll skal rådgive på Norges største vindpark
Rambøll er udnævnt som hovedrådgiver for entreprenøren Veidekke på den største af de i alt seks vindmølleparker, der udgør Fosen Vind landvindmølleprojektet på Fosen halvøen ca. 50 km nord for Trondheim i Norge.
Storheia, som parken hedder, er Nordens største vindpark, og vil med sine 80 turbiner og 288 megawatt kunne generere elektricitet til omkring 50.000 husstande.
De totale investeringer i Fosen Vind-projektet løber op i nærheden af 11 milliarder norske kroner, hvilket gør vindmølleprojektet til et af de største industriprojekter på norsk grund nogensinde.
Turbinekontrakten på dette enorme projekt er desuden den største i Vestas historie med i alt 278 turbiner.
- Projektet er et strategisk vigtigt projekt for os, og betyder, at vi nu for alvor får foden inden for på det internationale onshore marked, siger Espen Borgir Christophersen, markedsansvarlig i Rambøll Energi i Norge.
Udfordrende terræn
Rambøll skal bl.a. stå for udførelsen af elektriske, infrastrukturelle, geotekniske ydelser og landskabsvurderinger.
- Vi har været i gang med projektet siden juli 2016, så vi er allerede godt forberedt. Konstruktionen, der er baseret på en design- og byggekontrakt, er enorm og omfatter 62 km veje i et komplekst terræn, 80 betonfundamenter, flere hundrede kilometer kabler samt en servicebygning og substation. Barske vejrforhold store dele af året udgør desuden en ekstra udfordring, siger Per Halvor Bekkelund, projektleder i Rambøll.
Opgaven i Norge vil beskæftige 10-15 mand hos Rambøll over 6-12 måneder.
Arbejdet er som nævnt påbegyndt og alt vil være klar til turbineinstallation i 2019.