23948sdkhjf

Arkitema puster nyt liv i teknisk skole

Odense-projekt skal være både gammelt og nyt
Arkitektfirmaet Arkitema er valgt som arkitekt på et projekt, der skal omdanne den tidligere tekniske skole i det centrale Odense til lejligheder.

De fleste boliger bliver indrettet i de oprindelige bygninger, som er blevet købt af Tasfo Selskaberne, der om kort tid går i gang med at omdanne bygningerne til attraktive bylejligheder.

Den ældste af bygningerne er tegnet af Odense-arkitekten Niels Jacobsen i 1899, og de kvaliteter der blev grundlagt dengang, skal videreføres og ligge til grund for en nænsom modernisering af ejendommen. Hos Arkitema Architects ser associeret partner Mette Julie Skibsholt frem til opgaven:

- Vi glæder os rigtig meget til at omdanne disse flotte, gamle bygninger. Det er altid noget særligt at arbejde med så markante bygninger. Vi skal bevare alle de fremragende arkitektoniske kvaliteter, som Niels Jacobsen i sin tid gav huset, samtidig med, at vi tillægger nye detaljer og kvaliteter, siger hun i en pressemeddelelse.

Nyfortolkning
Bebyggelsen består af flere bygninger placeret i en trekant, hvor en bygning langs Munke Mose-parken er en tilbygning fra 1968. Den har ikke samme arkitektoniske og kvalitetsmæssige værdi som resten af ejendommen, og denne del af ejendommen skal derfor nyopføres, så den passer bedre til det resterende byggeri.

- Denne bygning kommer til at indeholde fem etager i herskabelig stil med stor rumhøjde og dertilhørende imponerende vinduespartier, og samtidig bliver facaden en nyfortolkning af Niels Jacobsens facader. Dermed bliver der ikke tale om en gengivelse af resten af bygningen, men de arkitektoniske kvaliteter bliver bibeholdt, siger Mette Julie Skibsholt.

- Vi ønsker at videreføre de kvalitetsmaterialer og stærke proportioner som de ædl,e gamle bygninger besidder. Vi kommer til at bygge i forlængelse af de eksisterende bygninger, og det er målet, at opførelsen af nyt og restaurering af gammelt sker i en harmonisk helhed, tilføjer hun.

I midten af karré-trekanten bliver der nedgravet en parkeringskælder til beboerne, og oven på den etableres et frodigt gårdmiljø, hvortil de kommende lejligheders altaner vil henvende sig.

Arkitema Architects tegner lige nu også flere andre bygninger i Odense, deriblandt det kommende Hotel Odeon og to karreer i den centrale Thomas B. Thriges Gade.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125